Thomas Rathsack er tidligere jægersoldat og ernærer sig i dag som forfatter, tv-vært og foredragsholder. Foredragene handler blandt andet om teamsamarbejde, attitude og hans fortid i krigszoner. Foto: Lars E. Andreasen.
Vi kender ham som jægersoldaten fra TV2-programmet “Korpset”, hvor han i en bestemt tone og alvorlig mine giver aspiranterne sved på panden. Thomas Rathsack er en hård negl - det indrømmer han selv. Alligevel mener han ikke, at han ville have været noget uden fællesskabet i Jægerkorpset.
- Uden fællesskabet var jeg nul og en skid. Intet, understreger han og indrømmer, at det måske lyder “lidt gajolæske-filosofisk”.
Thomas Rathsack har skrevet flere bøger om både egne erfaringer og konkrete råd til at have den rette attitude og bruge såkaldt mental ammunition til at nå sine mål. Nogle af læringerne delte han i et foredrag for 200 medlemmer ved HK Stat Hovedstadens generalforsamling 9. marts 2023.
- Men jeg ville ikke kunne bedrive det, jeg har gjort, uden et kompetent fællesskab. Det har altid været kernen i vores arbejde, at alle bød sig til og gjorde, hvad der var bedst for fællesskabet frem for egne interesser. Det fællesskab var guld værd for mig.
Ifølge Rathsack er det misforstået, at man skal være soldaterkammerater for at opleve en stærk samhørighed, om end det selvsagt er på andre vilkår:
- Fællesskab er vigtigt. Det kan være i form af fagforeningen, hvor vi har nogen, der hjælper os og sørger for, at vi har det rart. Det giver en kolossal tryghed - det ved jeg, for jeg har selv haft brug for hjælp. Men det gælder også i teamet på arbejdet.
Selvom flere dyrker fællesskaber i fritiden med mødregrupper, vinklubber og padel-træning, så mener han, at vi bør investere meget mere i netop arbejdsfællesskabet. Det skal for ham være både professionelt og meningsfyldt:
- Vi bruger alle en stor del af tilværelsen på arbejdet. Men alt for ofte handler det om at få det overstået og nå frem til næste weekend eller næste ferie. Men tænk engang, der er nogle, der har kæmpet for at være på den her arbejdsplads, ligesom du selv har. Tænk engang at møde på arbejde og være en anerkendt del af en flok, der arbejder som helhed. Det giver dig noget andet end løn, nemlig noget på den menneskelige front, og det kan gøre det til en fornøjelse at møde ind hver dag.
Fællesskab kan være livsnødvendigt
Derfor mener han også, at det er en forbandelse, når fællesskabet er i stykker. Heldigvis ser han løsninger, for hans store kæphest er, at det hele handler om den mentale indstilling - også selvom der allerede er støbt krudt og kugler til Slaget ved kaffemaskinen.

Den personlige attitude er helt afgørende for fællesskabet på en arbejdsplads, mener Thomas Rathsack. Foto: Lars E. Andreasen.
- Da jeg var udsendt, var der nogle, jeg holdt af, og nogle af dem har jeg stadig kontakt med i dag. Der var også nogle, jeg ikke var fan af, eller som ikke var fan af mig. Men så snart vi hopper i helikopteren, så betyder relationerne ikke noget, for så løser vi en opgave. Så snart vi svinger riflen over skulderen, så pakker vi alt andet væk. Det samme gælder som civil.
Spørger man ’Rat’, så er en del af løsningen, at man ikke kun bør trække i sin ydre arbejdsuniform - men også den indre.
- Den personlige attitude er helt grundlæggende. Vi kan alle have nogle mentale flaskehalse, men det betyder noget, hvordan vi vælger at håndtere livets landeveje. For hvis ikke vi forvalter stort og småt i vores liv og navigerer igennem det, så påvirker det vores opførsel, blik og stemmeføring. Det kan bidrage til et dårligt arbejdsklima, for den personlige attitude siver ind i fællesskabet.
Surstråleren - et bagholdsangreb på den gode energi
Det kan lamme rummet som efter en eksplosion, når ’surstråleren’ melder sin ankomst. Alligevel opfordrer Ratsack til, at det ikke bliver en solomission, men at alle tager ansvar for at befri fællesskabet for den negative energi:
- Du kender sikkert, at én ved bordet gaber, og pludselig smitter det hele rækken. Det er på samme måde, at vi heller ikke kan lade være med at blive påvirket af kollegaen mandag morgen, der hænger med mulen. Vi kender alle sammen surstråleren, for der er altid en i afdelingen, der er rådden, og det trækker fællesskabets moral ned. Alle ved, når de kommer ind og har en dårlig dag, for man kan næsten fysisk mærke, at temperaturen falder i lokalet. Og jeg siger ikke, at der ikke skal være plads til dårlige dage, for vi kan ikke undgå de grå dage, hvor bilen er i stykker, og parforholdet knaser. Men den konstante brokrøv er et problem, og det er vigtigt, at vi som kolleger tager hånd om det.
Operation God Kollegakarma: Din sure kollega er også dit ansvar
Opfordringen, når man møder en fjendtlig kollega, er lige så klar, som hans ordrer: Byd dig til.
- Drop det, du har i kalenderen den næste halve time. Stil dig frem, vis empati, og gør det klart, at du er til rådighed for at snakke om det over en kop kaffe. Jeg gjorde det selv i Jægerkorpset. For det er ikke okay at tilføre negativ energi, men der er altid en grund.
Selvom Jægersoldat nummer 229 trækker på mere voldsomme erfaringer, end vi oplever i ly af sunde kantineordninger og et sikkert arbejdsmiljø, så insisterer han på, at det altid hjælper at tale om det og ventilere, når man har oplevet noget. Også her gør fællesskabet en forskel:
- Det får mig altid til at tænke på, da jeg var livvagt på en ambassade i Bagdad, hvor jeg kom tæt på en selvmordsbombe. Jeg skulle have været ved et checkpoint men blev forsinket af radioen, og det betød, at jeg var 50 meter væk. Det var en heftig oplevelse, men jeg blev på alle måder samlet op af to kammerater. Vi kørte til ambassaden, låste os inde i et rum og lavede det, der hedder et ‘hot debrief’. Det hjalp, at de lod mig fortælle, hvad jeg havde hørt, lugtet og oplevet, så det ikke ville ligge og ulme og blive til et traume.
Rathsack om det gode fællesskab
- Kommuniker ordentligt: Det hjælper at tale sammen. Drop den retoriske skyttegravskrig, bare fordi stemningen er dårlig.
- Byd dig til: Ræk ud, hvis nogen er surstråler. De kæmper sikkert med en udfordring, og her skal du være en god kammerat og vise omsorg uden at klæbe.
- Start med dig selv: Du er ansvarlig for din egen energi. Det er vigtigt, hvilken stemning og attitude, du møder andre med. Husk at smil og god energi også smitter.
- Byg energibomber: Find 3 positive ting i dit liv. Hundens blik, anerkendende ord fra chefen, maden i kantinen. Sæt det på en post-it på skærmen og skift ud i ny og næ. Eller lav det i afdelingen og sæt 3 ting fra teamet på tavlen, som gælder i en uge.