Det er ungarbejderen Marcus Juul Grønbæk, der har indstillet Jeanette til prisen.
I alt er 1.452 kolleger i hele landet blevet nomineret til titlen Danmarks Bedste Kollega.
De 10 finalister kommer sammen med den kollega, der har indstillet dem, til award show i Tivoli Congress Center, hvor kåringen af Danmarks Bedste Kollega finder sted torsdag den 27. april 2023.
Her kårer Great Place to Work også Danmarks Bedste Arbejdspladser.
Finalist overrasket på arbejdspladsen
Jeanette Bøgum Broberg fik fredag 31. marts 2023 at vide, at hun er finalist til Danmarks Bedste Kollega.
Det skete, da hun blev overrasket i kantinen hos ABC Lavpris i Videbæk, af Marcus Juul Grønbæk, sine kolleger og Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.
Jeanette troede, at hun skulle til et statusmøde i butikken. I stedet blev hun overrasket med konfettikanoner, flag og lagkage.
Jeanette Bøgum Broberg blev overrasket i frokoststuen i ABC Lavpris i Videbæk af sine kolleger. (Foto: Lars Holm)
Jeanette sørger for, at alle har det godt
I sin indstilling af Jeanette fortæller Marcus Juul Grønbæk:
- Jeg synes, Jeanette fortjener at vinde Danmarks Bedste Kollega, fordi det er hende på arbejdspladsen, som sørger for, at alle har det godt. Og ser hun, at en kollega er i dårligt humør, spørger hun ind til det og tager gerne en snak med vedkommende. Hun er én, man aldrig kan blive sur på, da hun altid har et smil på og spreder god energi til alle, både kunder og kolleger.
- Hun styrer frost-området, hvor hun er engageret og kigger på tal, lige så snart de kommer ud for ugen, og jubler helt vildt, hvis hun er i toppen. Hendes mål er at ligge nummer ét i kæden, når året er omme.
- Hun tager ansvar for sine handlinger og smider ikke andre under bussen, hvis der er fejl. Hun tager nærmere tingene på sig for at skåne andre.
- Jeg som ungarbejder er interesseret i, hvorfor hun gør, som hun gør med eksempelvis tilbuds ende bokse, hvor hun nu nærmest spørger mig hver uge, hvad, jeg synes, vi skal have frem. Det gør, at jeg føler, jeg bliver inkluderet i hverdagen, og har en betydning for butikken. Hun er lyttende og ikke afvisende for ens idéer og tanker.
- Derfor synes jeg, at Jeanette er Danmarks Bedste Kollega, og jeg håber, hun vinder.
Det er ungarbejderen Marcus Juul Grønbæk (yderst til højre), der har indstillet Jeanette Bøgum Broberg (i midten) til prisen Danmarks Bedste Kollega. Til venstre ses Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest. (Foto: Lars Holm)
Gode kolleger har stor betydning
Det er sjette gang, at HK uddeler prisen Danmarks Bedste Kollega, hvor vinderen får et gavekort på op til 25.000 kroner til et arrangement på arbejdspladsen.
Kåringen af Danmarks Bedste Kollega er et led i HK’s kampagne for et bedre psykisk arbejdsmiljø gennem god KollegaKarma.
- Alle gode kolleger fortjener anerkendelse. De betyder meget for vores trivsel på arbejdspladsen. Vi tilbringer en ret stor del af vores vågne tid på arbejdet, så de er vigtige for os alle sammen, siger Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.
- At være gode kolleger er noget, vi alle kan og skal bidrage til, fordi det giver god energi til os alle sammen. Løn, ledelse og andre forhold har også stor betydning for, at vi trives på arbejdet. Men det at have gode kolleger er den enkelt faktor, som flest peger på, har størst betydning, viser vores undersøgelser, fortæller Inger Stranddorf.
Der er nedsat en særlig jury, som vurderer finalisterne. Juryen består af medlemmer fra Dansk Erhverv, Kommunernes Landsforening, Menneskebiblioteket, en HK-arbejdsmiljørepræsentant og HK.
Se overraskelsen af Jeanette: