
Rigtig mange sager bliver hjemvist fra Ankestyrelsen til myndigheden, fx en kommune.
Men der er åbenbart så meget usikkerhed om, hvad retsstillingen er for borgeren, fx hvilken ydelsen borgeren har ret til og fra hvornår.
Derfor har Ankestyrelsen nu udsendt en vejledning, der beskriver regler og retsstilling.
Ydelsen skal genetableres helt tilbage
Udgangspunktet er, at kommunens oprindelige afgørelse ved en hjemvisning bliver ophævet af Ankestyrelsen - altså, at kommunens oprindelige afgørelse ikke gælder, sådan at borgeren stilles, som om kommunens afgørelse aldrig var blevet truffet.
Det betyder, at den ydelse eller hjælp, der blev nedsat eller standset med kommunens oprindelige afgørelse, skal genoptages og udbetales fuldt ud. Hvis det handler om tilbagebetaling, kan den ikke gennemføres.
Hvis kommunen har nået at standse eller nedsætte ydelsen, inden Ankestyrelsen har afgjort sagen med en hjemvisning, betyder det, at kommunen skal sørge for at genetablere ydelsen helt tilbage fra det tidspunkt, hvor ydelsen blev standset/nedsat – ikke bare fra hjemvisningstidspunktet.