Illustration: Colorbox
Hvis en arbejdsmiljøkonsulent begynder at sige noget med, at armene skal være vinkelret liggende på bordet, blikket i behørig afstand fra skærmen, begge ben solidt plantet i gulvet og en rank ryg, så er det på tide du trækker din imaginære shotgun.
For hvis du arbejder på kontor, har du nok hørt den remse før.
Men nu slår NFA (Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø) fast, at den remse og tankegang ikke duer.
Der findes ikke en stilling, der er korrekt for alle mennesker, som arbejder foran en skærm.
Et enkelt råd: Fokus på mulighed for at skifte belastning
Det forklarer forskningschef på NFA Andreas Holtermann, der siger, at man i stedet skal fokusere på at skabe gode betingelser til at kunne sidde eller stå på en måde, der føles godt.
- Din krop vil automatisk signalere, hvis du sidder i en dårlig position. I stedet for at tale om den korrekte stilling og kropsholdning, så bør vi fokusere på at skabe et miljø, som giver gode forudsætninger for, at man kan arbejde på den måde, der føles godt for kroppen.
Det vil sige, at kroppen skal have mulighed for både at arbejde afslappet, skifte og variere stilling, samt at bevæge og aktivere musklerne.
Det er godt at løfte, at bære, at smække benene op på skrivebordet, at sidde henslængt i stolen og meget mere – bare man ikke gør det hele tiden.