Ny TR

Tænker du, at rollen som tillidsrepræsentant hører til blandt nogle særligt udvalgte? Sådan behøver det slet ikke at være.

Der findes nemlig ikke én særligt egnet type, ét specifikt temperament, eller én form for intelligens, der skal til for at lykkes med tillidshvervet. 

Det siger formand for HK Privat, Simon Tøgern, der hilser medlemmer i alle afskygninger velkomne.

- Vores medlemmer er vidt forskellige folk, der lever meget forskellige liv på kryds og tværs. Og den bredde skal vores tillidsfolk jo også repræsentere, siger han

3 gode træk giver grobund

Man behøver altså ikke at have store politiske drømme for at kunne gøre sig gældende som TR. Til gengæld udpeger Simon Tøgern her tre træk, som ofte giver en god grobund: 

  1. TILLID. For at kunne varetage dine kollegers interesser, skal du først og fremmest have deres tillid. Har du tillid fra dine kolleger, føler de sig også godt repræsenteret af dig. 

  2. LØSNINGER. Nogle misforstår måske, at det handler om store ord og armbevægelser, men i bund og grund skal du kunne lave gode løsninger, hvor både virksomheden og medarbejderne er tilfredse. 

  3. REALISTISK. Det er vældig godt at være realistisk. Både ledelse og medarbejdere respekterer dig, når dine idéer og krav ikke er for virkelighedsfjerne. 

 

Ingen skal være eksperter

Måske vil tjansen som tillidsrepræsentant for nogen være forbundet med en masse teknisk og juridisk stof. Men det skal man ikke lade sig skræmme af.

- Ingen skal være eksperter i Karnovs Lovsamling. Vores tillidsrepræsentanter bliver klædt godt på med kurser og uddannelse, og alle har en lokal kontaktperson. Så hjælpen er aldrig længere væk end den nærmeste telefon, siger Simon Tøgern.

På TR-uddannelsen lærer du alle de vigtigste ting, en tillidsrepræsentant kan få brug for. Hvordan håndterer man en påvirket kollega? Hvordan holder man et godt møde med sin chef? Hvilke rettigheder har I som medarbejdere i jeres overenskomst? Læs mere om uddannelsen her. Kurser for tillidsvalgte - HK.

- Man skal jo ikke klare alting selv. Opstår der en konflikt, ja så har uddannelsen klædt dig på til at nedtrappe den, og din kontaktperson sidder klar til at hjælpe hele vejen, siger Simon Tøgern.

Hvordan bliver man egentlig TR?

Hvordan sådan et valg foregår, afgør medarbejderne selv. Ofte er det helt uformelt, fx over en frokost. Det kan også gøres via en mere formel afstemning i en faglig klub eller medarbejderforening.  
 
Kravet for at have ret til en tillidsrepræsentant er typisk, at der er ansat min. 5 medarbejdere inden for overenskomstens område. (I nogle overenskomster er kravet om antallet af medarbejdere lidt anderledes). 

 

Valget af medarbejdere må gerne foretages i arbejdstiden. 

 

Alle må før eller siden tage en tørn

I Danmark har vi en lang tradition for at ”tage en tørn”, om det er i skolebestyrelsen, håndboldklubben eller andelsboligforeningen. Simon Tøgern ser hvervet som tillidsvalgt på linje med at tage en tørn i foreningslivet.

- Jeg opfordrer alle mennesker til før eller siden i deres voksne liv at påtage sig et tillidshverv på vegne af fællesskabet, siger han.

Det behøver ikke være starten på en ny karriere, hvor livet ommøbleres totalt.

- Man kan tage en tørn et par år og se, hvordan det går. En kæmpe del af vores samfund er drevet af, at folk tager sådan et ansvar. Så er man et sted i sit liv, hvor det hænger sammen og kan give mening, så vil det komme mange kolleger til gavn, siger Simon Tøgern.

 

Beskyttelse af tillidsrepræsentanten 

Som tillidsrepræsentant har man nogle særlige rettigheder i overenskomsten. Man kan fx ikke uden videre blive afskediget.
 
Man har ret til at bruge arbejdstiden på at udføre sine arbejdsopgaver som tillidsrepræsentant. Og man har ret til at tage HK’s uddannelse for tillidsrepræsentanter, så man er klædt på til at klare opgaverne. 

Læs mere om tillidsrepræsentantens rolle her: Tillidsrepræsentantens rolle og ansvar - HK