
Preben Jørgensen modtager prisen for at være Danmarks mest engagerede kollega. Foto: Jacob Nielsen.
HK har kåret Preben Jørgensen som Danmarks mest engagerede kollega ved et stort awardshow i Tivoli Congress Center i København den 27. april. I alt 1.452 gode kolleger var nomineret til prisen som Danmarks Bedste Kollega med tilhørende specialpriser. Priserne har til formål at sætte fokus på betydningen af et godt fællesskab på jobbet og sprede god kollegakarma.
”Han udstråler nærvær og tillid”
Det er Preben Jørgensens kolleger i Rebild Kommune, som har indstillet ham til prisen. I indstillingen skrev de bl.a.:
”Han gør hverdagen til en fest for os. Han er den lim, som holder vores team, leder og kolleger sammen. Han udstråler nærvær og tillid – både i forhold til kolleger og borgere. Han bruger tid på at læse lovgivning, så han altid er opdateret og kan hjælpe os andre i teamet. Han har altid tid i sin kalender til en faglig sparring”.
Og det var altså det, der fik juryen bestående af arbejdsmiljørepræsentant fra atp Erik Kristoffersen, arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv, Anne-Marie Røge Krag, chefkonsulent ved arbejdspolitisk center i Kommunernes Landsforening Preben Meier Pedersen, stifter af Foreningen Menneskebiblioteket Ronni Abergel og næstformand for HK Danmark, Mads Samsing til at tildele æren som den mest engagerede kollega til Preben Jørgensen.
Gode kolleger er det, vi sætter størst pris på
Gode kolleger er den enkeltfaktor, flest medarbejdere på danske arbejdspladser igen og igen peger på, når HK med hjælp fra analyseinstitutter spørger, hvilke tre forhold der er de vigtigste for, at de trives på jobbet. Og de gode kolleger er blevet mere populære gennem årene. Da HK spurgte første gang i 2015, var det 43%, der nævnte de gode kolleger. I december 2022 var tallet 61%.