
HK Kommunal fylder 100 år den 13. maj.
Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker. Det er ikke alene titlen på en ny bog skrevet i anledning af, at HK Kommunal den 13. maj runder 100 år. For betegnelserne giver ifølge HK Kommunals formand, Lene Roed, også et godt billede på, hvordan omverdenen igennem tiden har opfattet HK Kommunals medlemmer.
- Vi taler om en faggruppe, som stort set alle borgere jævnligt har været i kontakt med og får service af, men som nogle oplever som anonym og usynlig. Vi taler om dem, politikerne fra tid til anden betegner som ’kolde hænder’ – om de HK-administrative medarbejdere i kommuner og regioner, skriver Lene Roed i et større indlæg i Netavisen Pio.
Lige siden HK Kommunals ophav blev stiftet den 13. maj 1923 i Aarhus i form af ’Kommunale Kontorfunktionærers Fællesklub’ har man ifølge HK Kommunals formand stort set uafbrudt måtte kæmpe for synlighed, respekt om og anerkendelse af det administrative arbejde.
Mens faget i starten var præget af ufaglærte løsarbejdere, har man efterhånden sikret de kontoransatte nogle anstændige arbejdsvilkår og tidssvarende uddannelser. Men kampen for anerkendelse stoppede så langt fra med etableringen af forskellige kommunale uddannelsesinstitutioner, konstaterer Lene Roed i sit indlæg:
Fordomme og myter
- Gennem hele århundredet har den politiske dagsorden været præget af fordomme og myter om de administrative funktioner kulminerende med Glistrups hetzagtige kampagne mod offentligt ansatte i almindelighed og mod ’papirnussere’ i særdeleshed i 1970’erne.
Senest har SVM-regeringen spillet ud med besparelser på tre milliarder kroner på administrationen i landets kommuner og regioner. Fortællingen går ifølge Lene Roed på, at administration er et unødvendigt fedtlag, der nærmest omkostningsfrit kan finansiere mere velfærd.
- Fortællingen om den overflødige administration holder bare ikke vand. Voldsomme grønthøsterbesparelser på de borgernære, administrative funktioner vil ramme vores samlede velfærd og dermed borgerne med stor kraft. Det, vi kalder administration, udgør nemlig en helt uadskillelig del af vores velfærd, lyder det i formandens indlæg.
Velfærdens fundament
Hun henviser til, at hvis man skærer på HK’erne, skal det administrative arbejde bare varetages af andre faggrupper som SOSU’en, pædagogen eller skolelæreren, der så får mindre tid til deres kerneopgave.
Derudover hjælper HK’erne en masse borgere med helt konkrete velfærdsydelser, ligesom de sikrer effektive sagsgange og koordination på de indre linjer.
- Man glemmer ofte, at administration er en selvstændig faglighed. Det er den faglighed, der er en forudsætning for, at vi kan drive et velfærdssamfund af høj kvalitet som det danske, skriver Lene Roed.
Formanden understreger, at HK Kommunal – fortsat – sætter en ære i at medvirke til udviklingen af de færdigheder i den danske velfærdsstat, der skal til for at forvalte de kollektive ressourcer, de politiske rammer og borgernes rettigheder.
- Gennem 100 år har vi givet vores vigtige bidrag til at sikre et velfærdssamfund, der er gennemskueligt, og som det store flertal af borgerne i Danmark har tillid til, lyder det fra Lene Roed, der fortsætter:
- Sådanne færdigheder fortjener ikke at blive nedgjort. Hverken i går eller i dag. Tværtimod. Vi burde alle sammen være stolte af, hvordan HK’erne nu igennem 100 år har været med til at sikre et solidt fundament for vores velfærd!