
Kender du frontløberuddannelsen? Her er tre gode grunde til, at du skal på den!
For første gang kan HK Handels medlemmer komme på HK’s særlige frontløberuddannelse. Frontløberuddannelsen er for elever på erhvervsuddannelserne eller tidligere elever uddannet inden for de seneste to år.
Vi giver dig her tre grunde til, at du skal søge om en af pladserne.
1 - Vi sørger for det hele
Frontløberuddannelsen er gratis. Undervisningen foregår over tre weekender på kursusstedet Konventum i Helsingør på Sjælland. Vi sørger både for mad og overnatning. Vi dækker også dine transportomkostninger.
Du skal kunne deltage i undervisningen 15.-17. september, 27.-29. oktober og 24.-26. november.
2 - Det sociale er i fokus
Vi vægter det sociale højt. Du kommer til at arbejde sammen med de andre deltagere. Der vil både være praktiske opgaver og sjove indslag. Du forlader derfor frontløberuddannelsen med et stærkt netværk af andre sjove og engagerede unge indenfor din branche.
3 - Du får redskaber til at forbedre din arbejdsplads
På frontløberuddannelsen lærer du, hvordan man kommunikerer, opbygger relationer, skaber adfærdsændringer samt styrer projekter og forandringer sikkert i havn.
Sammen med de andre deltagere, skal du bruge din nye viden til at udarbejde et projekt, der skaber en positiv forandring på din arbejdsplads. Det kan f.eks. være bedre læringsmiljøer, bedre sammenhold eller mere arbejdsglæde.
Er det noget for dig?
Hvis du vil ansøge om at komme på frontløberuddannelsen eller bare vide mere, kan du skrive til Oscar Seamus Carrig på oscar.carrig@hk.dk.
Du kan også læse mere og sende din ansøgning her.
Ansøgningen skal sendes senest 1. juni kl. 10.00.