Hele holdet fra den internationale studietur. Nederst til venstre er Carina List.

En kontorelev og en sundhedsadministrativ koordinator-studerende (SAK) har netop repræsenteret Danmark på en international studietur rundt i Europa. På en enkelt uge fik de både besøgt Europa-Parlamentet og internationale fagforeninger i Bruxelles, Geneve og Prag.

- Det har været helt vildt spændende, og jeg føler, at jeg er vokset både fagligt og personligt, fortæller 28-årige Carina List. Hun læser på den allerførste årgang af den sundhedsadministrative koordinator-uddannelsen og er en del af landsudvalget for SAK-studerende under HK Kommunal.

- Jeg er glad for, at jeg har fået den mulighed for at møde andre unge fra norden og ikke mindst få en forståelse af forskelle og ligheder på arbejdsforhold – ikke bare i norden, men i hele verden, fortæller Carina List.

Nogle af de emner, der gik igen hos de forskellige organisationer var LGTB+, klimaforandringer og krigen i Ukraine – alle på en eller anden måde sat ind i en rettigheds- eller arbejdsmiljøkontekst.

Vi har det meget godt herhjemme

- Jeg har fået vildt meget ud af at være med. Personligt er jeg vokset helt vildt. Det at stå på egne ben med en fremmed gruppe på min egen alder, har jeg ikke prøvet før. Og fagligt har jeg også fået meget med mig. Lige nu er jeg f.eks. i praktik på Aabenraa Sygehus og der kan jeg helt konkret bruge nogle af de ting, vi har snakket om i forhold til arbejdsmiljøet. F.eks. skal vi til at omlægge nogle arbejdsgange – og der er jeg blevet bevidst om, at vi stadig skal huske arbejdsmiljøet, fortæller hun.

Det allervigtigste Carina List har fået med sig fra studieturen, er dog netværket af andre fagpolitisk interesserede unge på tværs af norden.

- Vi har planer om at mødes igen inden for et års tid, for vi har stadig mange vigtige ting at debattere. Selvom vi ligner hinanden de forskellige lande imellem, er vi stadig meget forskellige. Og faktisk har vi det meget godt herhjemme, konkluderer Carina List.

Om studieturen

Studieturen var arrangeret af Nordens Offentliganställdas Fackliga Samorganisation, som er en samarbejdsorganisation for faglige hovedorganisationer i Norden. Undervejs besøgte deltagerne blandt andre Europaparlamentet, ILO (International Labour Organisation), EPSU (European Public Service Union og ETUC (European Trade Union Confederation)
European Trade Union Confederation