- I tænker måske, hvorfor jeg kigger forbi FMC i Harboøre i dag. Men det er der en helt særlig grund til. Vi skal nu kåre vinderen af prisen ”Årets elev”, og juryen har bestemt, at det skal ske her hos jer. Det er en kæmpe fornøjelse nu at kunne kåre dig, Raluca, som ”Årets elev i HK MidtVest”, indledte Inger Stranddorf sin tale til Raluca, der blev overrasket i foyeren foran sine kolleger.

 

Raluca Vecliuc er elev i HR, og kollegerne var varskoet om besøget i al hemmelighed. Også Bo Haahr Larsen, der er rektor for Lemvig Gymnasium, hvor Raluca har taget sin EUX, var mødt op. Men for Raluca var der tale om en overraskelse.

 

- Jeg vil gerne dele prisen med mine kolleger, som har sørget for, at jeg får en rigtig, rigtig god uddannelse. Tak for støtte og et rigtig godt samarbejde, sagde en glad Raluca.

 

”Årets elev i HK MidtVest 2023” hedder Raluca Vecliuc (i midten). Hun er HR-elev hos FMC i Harboøre og blev overrasket på sin arbejdsplads af Inger Stranddorf, formand for HK MidtVest (nummer to fra venstre), som havde blomster, diplom og gave med. På billedet ses også HR-manager Henriette Knudsen (yderst til højre) og senior HR-assistent og elevansvarlig Tina Kirk Johannesen samt Mette Solberg, organisator i HK MidtVest yderst til venstre).

”Årets elev i HK MidtVest 2023” hedder Raluca Vecliuc (i midten). Hun er HR-elev hos FMC i Harboøre og blev overrasket på sin arbejdsplads af Inger Stranddorf, formand for HK MidtVest (nummer to fra venstre), som havde blomster, diplom og gave med. På billedet ses også HR-manager Henriette Knudsen (yderst til højre) og senior HR-assistent og elevansvarlig Tina Kirk Johannesen samt Mette Solberg, organisator i HK MidtVest yderst til venstre).

 

Fagligt dygtig og god kollega

Det er senior HR-assistent og elevansvarlig Tina Kirk Johannesen, der har indstillet Raluca til prisen. Og hun læste ved overrækkelsen sin indstilling op:

 

- Da Raluca blev ansat i august 2021, var det med store forventninger, da hun skulle være den første elev i HR-afdelingen hos FMC i Harboøre.

 

- Raluca har vist et stort drive og lyst til at lære fra dag 1, og hun har til trods for lidt sprogforvirringer indimellem - til morskab for alle parter - klaret sig rigtig godt.

 

- Raluca forstår at begå sig blandt vores medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere, og hun har opbygget en god relation til kolleger i mange afdelinger.

 

- Raluca udfører de opgaver, som vi stiller hende, med stor entusiasme og hjælper også gerne til i andre afdelinger, når der er behov for det.

 

- Hun har i sin elevtid arbejdet selvstændigt med opgaver i HR, løn, finans og reception og har udført disse til stor tilfredshed.

 

- Undervejs i uddannelsen er Raluca blevet vores ansigt udadtil for at promovere kontoruddannelsen her på FMC, da hun er blevet filmet omkring sin oplevelse af at være elev på FMC. Optagelsen bruger vi blandt andet på messer og skoler.

 

- Raluca er en vellidt, omhyggelig og dygtig kollega, som vi sætter stor pris på, og som vi ved, grundet sin iver efter at lære, er klædt godt på til fremtidige kontorjobs.


Se Raluca blive overrasket:

 

 

 

21 indstillinger

Prisen ”Årets elev i HK MidtVest 2023” bliver givet til en elev, der bidrager til et godt arbejdsmiljø og udvikler sig fagligt.

 

Der har i alt været 21 indstillinger til prisen, som elevansvarlige, tillidsvalgte, kolleger og chefer på de lokale arbejdspladser i det midt- og vestjyske har kunnet indstille til.

 

Af dem har bestyrelserne for de fire HK-sektorer i MidtVest, Handel, Privat, Kommunal og Stat, i en semifinale udvalgt hver deres finalist, som er gået videre til finalen, hvor en jury har skullet udpege ”Årets elev”.

 

Juryen har bestået af Nanna Seidelin, direktør for Uddannelsescenter Holstebro, UCH, Lasse Jacobsen, kommunaldirektør for Viborg Kommune, Marjanne Grønhøj, Senior Vice President Human Ressource, DEIF A/S, Power & Marine Division, Skive, Allan Kristensen, citychef i Herning, og Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.

 

De øvrige finalister har, udover Raluca Vecliuc, været:

Esben Overgaard Aaberg, Elgiganten Holstebro.

Kamilla Duch Geertz, Tandplejen Ikast-Brande Kommune.

Sofie Møllerskov Andersen, Retten i Viborg.

 

Stor kage med teksten Årets elev 2023

HK MidtVest havde kage med til Raluca og kollegerne hos FMC.

 

Spot på elever

Om baggrunden for prisen forklarer Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest:

 

- Som lokal fagforening har vi stor interesse i, at der både er dygtige elever, som bliver uddannet indenfor HK's fagområde her i Midt- og Vestjylland, og, at der er gode elevpladser på de lokale virksomheder.

 

Foruden et diplom og blomster modtog Raluca Vecliuc en transportabel højttaler til mobilen fra B&O.

 

HK MidtVest har også delt prisen ”Årets elevplads 2023” ud. Prisen gik til Retten i Viborg, der var blevet indstillet af eleverne Sofie Møllerskov Andersen, Silja Bjerregaard, Stine Pedersen og Camilla Krogh.

 

Årets elev

Det er syvende gang, HK MidtVest kårer ”Årets elev”. De tidligere vindere er:

2022: Jonas Moesgaard Jensen, elev hos Bilka i Holstebro.
2021: Janni Kristensen, kontorelev i administrationen på Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern.
2020: Anna Marie Nielsen, økonomielev hos Bila A/S i Nykøbing Mors.
2018: Sara Nielsen, salgsassistentelev i SuperBrugsen i Hammerum.
2017 Patrick Sørensen, trainee i regnskabsservice nord hos Kvik A/S i Vildbjerg.
2016 Elina Østergaard Goul, revisorelev hos Landbo Limfjord i Skive.
Artiklen er opdateret 07. juni 2023

Brug karrieretelefonen – den er også for dig

Vi har et helt hold af karriererådgivere, der sidder klar til at tale med dig – uanset om du ved, hvad du vil eller er lidt i tvivl om, hvor du skal hen i dit arbejdsliv. De lytter til dig og hjælper dig med at komme godt videre. De rådgiver dig om dine muligheder og alt det, du kan gøre for at udvikle dig, blive dygtigere og få styr på dine mål og ambitioner.