Ordblinde Teis Bo Rasmussen tog et kursus i bl.a. hardcore jura efter mange års pause fra skolebænken. Læs, hvordan det gik. Foto: privat.
Teis Bo Rasmussen, der er tillidsrepræsentant i Irma, havde længe gået med tanken om at prøve noget nyt, da han tidligere på året besøgte efteruddannelsescafeen i HK Handel Hovedstaden. Især personalejura interesserede ham.
- Som tillidsvalgt er du ofte nødt til at sætte dig ind i love og regler. Det kan være tørt – men også spændende og vigtigt, når du gerne vil gøre en forskel for kollegaerne, fortæller han.
Det var dog 15 år siden, Teis sidst havde været til eksamen. Og oven i det er han også ordblind. Måske derfor gik der også lidt tid, før han tog sig sammen til at gøre drømmen om efteruddannelse til virkelighed.
- Da vi så fik at vide, at Irma lukker, så tænkte jeg ”så er det nu”, siger han.
Kunne bruge sine erfaringer
Derfor søgte han om at komme på kurset ”Løn & Personalejura". Gennem kompetencefonden kunne Teis få hele uddannelsen fuldt betalt og med fuld løn.På trods af en tyk jurabog, og at det krævede noget tilvænning at side i et klasselokale i mange timer, så gik det godt.
Ikke mindst fordi de på kursusholdet var gode til at støtte hinanden. Teis sagde allerede første dag på holdet, at han var ordblind og derfor sikkert kom til at stille en masse spørgsmål.
- Det var der fuld forståelse for. Jeg har altid lært, at det ikke er noget, man skal være pinlig over, og at man sagtens kan komme frem i verden som ordblind, fortæller han.
Desuden kunne Teis bruge sine mange års erfaring som tillidsrepræsentant og butiksansat til at komme med eksempler i undervisningen fra virkelighedens verden på, hvordan juraen kunne bruges i praksis.
Den sidste dag på kurset havde de andre kursister, som især kom fra kontorjobs, skrevet en anbefaling til Teis, fordi han var kommet med så mange gode eksempler.
Oven i det bestod han eksamen med et 7-tal.
- Jeg er rigtig stolt og beæret over anbefalingen og det gode eksamensresultat. Især når man tager i betragtning, at det var en akademiuddannelse med et højt niveau.