Udvalg af HK Privatbladet

Et udvalg af de seneste numre af HK Privatbladet

I dag har vi sendt et åbent brev afsted til Danske Medier, adresseret til formand Christina Blaagaard og direktør Mads Brandstrup samt bestyrelsen, da vi har erfaret, at de i øjeblikket arbejder aktivt på en væsentlig ændring af postloven.

Ændringen vil betyde, at udbringning af blade og tidsskrifter for foreninger af enhver størrelse og art ikke længere skal være underlagt den såkaldte befordringspligt, som PostNord har. Det betyder, at udbringningen mister sin momsfritagelse – uanset, om man som kunde er momspligtig eller ej.

Det vil føre til en fordyrelse af udgivelsen af blade og vi frygter, at det vil føre til færre udgivelser og lukning af publikationer – det gælder ikke kun vores eget magasin Privatbladet, som vi 8 gange om året sender ud til lige knap 79.000 medlemmer. Det vil også ramme en lang række publikationer fra emnemæssigt snævre foreninger.

Ca. 350.000 danskere er fortsat ikke-digitale, hvoraf 25 % er under 64 år. Lukning af trykte medier vil med andre ord forringe vores muligheder for at kommunikere med de medlemmer, der endnu ikke er kommet med på digitaliseringsbølgen – og det kan potentielt forringe organiseringsgraden, når de ikke længere hører fra os i postkassen.

At Danske Medier arbejder i denne retning, kommer som noget af en overraskelse for os, da de er en interesseorganisation for en bred vifte af medievirksomheder - og ikke for virksomheder med post, distribution eller transport som primære erhvervsmæssig aktivitet. Med andre ord mener vi ikke, Danske Medier plejer deres egen medlemmers interesse i denne sag.

Det åbne brev er selvfølgelig også sendt med posten.

Link til det åbne brev