
Bente Haumann Roed er netop gået på pension og har dermed sat punktum på et langt arbejdsliv hos Coop – hele 45 år på Coops distributionscenter ved Aarhus, blev det til. Senest som overassistent og ellers som ”almindelig HK-kontoransat” gennem alle årene, som hun selv formulerer det.
Dermed har hun også gjort sig fortjent til den kongelige belønningsmedalje med krone fra Hendes Majestæt Dronningen, som hun modtog på sin sidste arbejdsdag d. 28. april 2023.
- Når man har lagt hele sit liv på en arbejdsplads, betyder det noget, at man bliver takket, og at der er nogen, der påskønner ens indsats. Når man er et sted i så mange år, er det jo en del af ens liv og ikke bare en arbejdsplads, siger Bente Haumann Roed.
En god afslutning
Ud over at have været med i HK-klubbens bestyrelse, var hun også kasserer i kunstforeningen. Og så arbejdede hendes mand tilmed samme sted.
- Jeg har været glad for mit job – ellers bliver man vel ikke hængende så længe. Men når man har arbejdet fuldtid hele sit liv, så er det også dejligt med pension og nu at have tid til andre ting, siger Bente Haumann Roed.
Hun har planer om at dyrke mere motion og hygge med veninder – og selvfølgelig også sin mand, børn og børnebørn.
Bente Haumann Roed blev fejret med en festlig sammenkomst på distributionslageret i Hasselager, hvor hun – ud over den smukke medalje – også fik nogle flotte ord med på vejen af sin arbejdsgiver, der havde ansøgt om den kongelige anerkendelse.
- Det var en rigtig god afslutning på et langt arbejdsliv, det var jeg glad for, siger hun.
Hendes Majestæt Dronningen giver offentlig audiens 1-2 gange om måneden på Christiansborg Slot, og Bente Haumann Roed har planer om at følges dertil med en veninde, som også har modtaget en flot medalje.