Andreas Refsgaard fortæller om kunstig intelligens på årets bibliotekskonference. 

Dataindsamling, bæredygtighed eller formidling?

På dette års store bibliotekskonference er der nok at vælge imellem!
  • Hør om alt fra data og digitalisering til teknologiforståelse og tekstrobotter.
  • Sammensæt dit eget program, så det passer bedst til de interesser, du har.
  • Mød kunstnere, journalister, forskere og repræsentanter fra bl.a. KOMBIT, BibMedia og DR2.
Og så kan du selvfølgelig også møde kolleger fra hele landet, når vi sammen sætter fokus på det faglige indhold og de sociale arrangementer. For der bliver selvfølgelig også plads til god mad og god underholdning.
Se det fulde program og alle oplægsholderne her.

 

Biblioteket: Front og back og bæredygtighed
Hvad? 
Årets bibliotekskonference for dig, som er biblioteksansat.
Hvornår? 27. - 28. november 2023
Hvor? Hotel Nyborg Strand 
Se hele programmet her

De fleste har efterhånden sneget sig til en seance med ChatGPT, og mange har også stirret ind i den lidet sprælske skærm og tænkt ”nåmen.. Hva’ så nu?”

Det kan du få svaret på til efterårets store bibliotekskonference, hvor vi har en helt særlig mulighed for dig, der er biblioteksansat, når vi får besøg af forfatter og kunstner Andreas Refsgaard.

Han vil bl.a. præsentere dig for bøger udelukkende skabt af kunstig intelligens, og AI-systemer, der kan hjælpe med at navigere i enorme mængder af information. Du får indsigt i, hvordan teknologierne fungerer – og så får du en masse viden om, hvilke muligheder de byder på for bibliotekerne, og hvilke udfordringer der følger med.

Hjælp, jeg kan ikke følge med!


Cand. scient. bibl. Sussi Nyled holder oplæg på bibliotekskonferencen til efteråret.

Vil du vide, hvilke krav der vil blive stillet til dig og dine kolleger de kommende år? Så har du også mulighed for at møde cand. scient. bibl. Sussi Nyled på konferencen. Hun en af de førende i Danmark indenfor tendenser og krav på biblioteksområdet, og hun vil bl.a. fortælle om nye krav til kompetencer inden for f.eks. formidling og IT, om inklusion, generationskonflikten, samarbejde med eksterne partnere og værtskab som rolle – med fokus på dit arbejde som biblioteksassistent.
Vær med, når Sussi Nyled sætter konferencen i gang om mandagen med oplægget Bøger og Bits: Hjælp, jeg kan ikke følge med.

Se programmet, og tilmeld dig her