Lene Roed. Formand for HK Kommunal

Formand for HK Kommunal, Lene Roed, advarer sammen med flere eksperter regeringen om at skære i administrative funktioner. Foto: Tom Ingvardsen.

Førende eksperter tager nu et skarpt opgør med, hvad de betegner som ’det kunstige modsætningsforhold mellem de kolde og de varme hænder.’ Det sker i en kronik i dagbladet Politiken den 30. juli.

I Kronikken giver partnerne, Arne Hauge Jensen og Emil Herskind, der rådgiver om styring og ledelse i LEAD Impact A/S, regeringens jagt på de administrative funktioner i kommuner og regioner svar på tiltale.

Den jagt har fået sit konkrete udtryk i regeringens udmelding om, at der skal ske ’en historisk frisættelse af den offentlige sektor’. Det betyder i regeringens bog, at der frem mod 2030 skal spares 2,5 milliarder kroner på de administrative funktioner i kommunerne og 0,5 milliarder kroner i regionerne.

Administration skaber værdi og giver mening

Styring og administration af en offentlig sektor med ca. 860.000 ansatte, en omsætning på ca. 1.300 milliarder kroner og et hav af komplekse opgaver er imidlertid ifølge kronikkens forfattere langtfra en overflødig pseudoopgave.

- Det er en reel opgave, som både skaber værdi og giver mening. Hverken skatteborgere, medier eller politikerne selv - uanset løfter om det modsatte - vil således acceptere de uheld, fejl og svigt, som bliver resultatet, hvis vi køber fortællingen om, at disse opgaver er pseudoarbejde, lyder det fra Arne Hauge Jensen og Emil Herskind.

Regeringen bidrager med sin fortælling til at opdyrke et kunstigt modsætningsforhold mellem de administrative og de øvrige medarbejdere i den offentlige sektor, skriver de og slår fast, at god administration også er en del af at lykkes med kerneopgaven.

Alle faggrupper er hinandens forudsætning

Budskabet fra kronikørerne flugter rigtig godt med holdningen hos HK Kommunals formand, Lene Roed, der senest har advaret mod de planlagte besparelser på administrationen i forbindelse med økonomiaftalerne for kommuner og regioner.

De planlagte besparelser vil ifølge HK Kommunals formand betyde svære forringelser for borgere og patienter og efterlade andre faggrupper med flere administrative opgaver.

- Administration er fundamentet for vores velfærd. Og opgaverne forsvinder ikke, fordi man i regeringen beslutter sig for dramatiske besparelser, lød det fra Lene Roed, der understreger, at alle faggrupper er hinandens forudsætning.

Kronikkens forfattere foreslår at skabe en festdag, hvor den offentlige sektor rykker sammen i bussen og hylder alle sine medarbejdere og det gode samarbejde mellem dem.

- På den måde kan vi måske få sat en stopper for pseudosnakken om de kolde og de varme hænder. Alle hænder er lige vigtige, slutter Politikens kronik.

Artiklen er opdateret 03. august 2023