På den nye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator får man en god kombination af at sidde selv og arbejde selvstændigt og samtidig have patientkontakt, mener Josephine Blain.

28-årige Josephine Blain er egentlig uddannet salgsassistent og har i flere år arbejdet i forskellige tøjbutikker. Samtidig har hun været en del i kontakt med sundhedsvæsenet, fordi hun lider af den kroniske smertesygdom Fibromyalgi og tilmed er blevet udredt for ADHD.

Jose­phine har oplevet at stå i den anden side af sundhedsvæsenet som patient, og hun har både oplevet virkelig gode forløb og mindre gode forløb. Derfor vil hun som sundhedsadministrativ koordinator gerne bidrage til, at patienter får gode, sammenhængende sygdomsforløb.

- Jeg har altid været interesseret i sundhedsvæsenet og startede faktisk som hospitalteknisk assistent, som er sådan en, der assisterer ved undersøgelser. Men jeg droppede ud igen, da det var meget svært at få en læreplads, fortæller Josephine Blain.

Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da hun opdagede den nye sundhedsadministrativ koordinator-uddannelse.

- På denne uddannelse får man en god kombination af at sidde selv og arbejde selvstændigt og samtidig have patientkontant. Patientkontakten til­taler mig helt sikkert mest, men jeg kan også rigtig godt lide den administrative del, koordineringen og det at komme bag patientens forløb, forklarer Josephine Blain.

Mange positive overraskelser

Josephines studiestart sidste år var god, men hård – og hun beskriver starten som ret tung.

- Jeg har nogle udfordringer på grund af min ADHD, der var mange informationer og 40 nye mennesker, man ikke kendte på holdet. Så jeg skulle vænne mig til det. Men så snart jeg fik en rutine, gik det rigtig fint. På forhånd havde jeg skruet forventninger lidt ned, fordi det er en ny uddannelse, og vi bliver uddannet til et job, der endnu ikke findes. På den måde er vi selv med til at få indflydelse på uddannelsen, men det kan samtidig være lidt frustrerende, fordi den er under udvikling.

For at Josephine Blain – trods sin ADHD – skal kunne gennemføre studie på samme vilkår som andre studerende, har hun fået tildelt en socialpædagogisk støtte, der hjælper med at skabe struktur i studiehverdagen og prioritere læsningen.

Og faktisk anede hun ikke, da hun startede, at der var så mange muligheder for vejledning og støtte på uddannelsen, så det var en positiv overraskelse. En ud af flere.

- Jeg er meget hurtigt blevet bekræftet i, at det er den helt rigtige uddannelse for mig. Under­visningen er virkelig spændende, og allerede på første år kommer man ud i ti ugers praktik, hvor man får lov at koble teorien på virkeligheden. Det har virkelig været fedt, lyder det fra Josephine Blain.

Hvis hun skal give et godt råd til kommende studerende, så er det, at man skal lytte til sig selv og gøre sit bedste.

- Jeg har oplevet mange, der har ambitioner over evner og ender med at brænde ud. Man skal ikke kunne hele pensum ord for ord, men man skal gøre det, man kan, og vigtigst af alt: møde op til undervisningen. Og så vil jeg sige: Glæd jer! Det er et spændende studie. Skolerne tager rigtig godt imod en, så man skal ikke være nervøs – alle er i samme båd, forklarer Josephine Blain.