
Måske har du endnu ikke vænnet dig til den nye ferielov og dermed (blandt andet), hvornår dit ferietillæg tikker ind.
Med de gamle ferieregler fik man hele ferietillægget udbetalt i slutningen af april.
Nu bliver det udbetalt af to rater; den største bid i slutningen af maj (opsparet i de 9 måneder fra 1. september til 31. maj) og en mindre bid ultimo august (opsparet i tre måneder fra 1. juni til 31. august). Det er sidstnævnte, som gerne skulle fremgå på lønsedlen fra denne måned.
Tjek din lønseddel
Dit ferietillæg skal gerne udbetales automatisk på din konto. Vær dog alligevel opmærksom.
- Ligesom med alle dine øvrige lønelementer er det vigtigt, at du husker at tjekke din lønseddel for, om der er udbetalt et ferietillæg, og om det stemmer. For vi ser desværre, at der sker fejl, siger Klara Elisabeth Hoffritz, der er advokat i HK Privat.
- Hvis det ikke stemmer, skal du tage fat i din arbejdsgiver - og giver det problemer så tag fat i din tillidsrepræsentant eller lokale HK-afdeling.
Både med de nye og gamle regler kan din arbejdsgiver vælge at udbetale tillægget løbende, efterhånden som du holder ferie - men det sker få steder.
Det er ferieloven, som fastslår, at medarbejdere, som får løn under ferie (modsat feriegodtgørelse til dem, som ikke modtager løn under ferie) har ret til et ferietillæg svarende til 1% af lønnen. Det er det, man kalder en minimumsbestemmelse, hvilket vil sige, at du godt kan være stillet bedre via fx overenskomsten. I nogle få af HK Privats overenskomster er ferietillægget aftalt højere end 1%.
Gå på MitHK og find din overenskomst (bag login)
Har du skiftet job efter 1. juni 2022, så vær opmærksom på, om du har fik ferietillæg fra din tidligere arbejdsgiver for ferie, du afholdt, før du fratrådte. Det skulle have været udbetalt med den sidste lønudbetaling.
Hvad er ferietillæg?
Når man holder ferie med løn, svarer det ikke helt til at modtage feriegodtgørelse på 12,5%.
Derfor skal man have udbetalt et ferietillæg. Tillægget er på mindst 1 % af medarbejdernes ferieberettigede løn. Der kan også være tilfælde, hvor der er lavet en anden aftale, eller der står noget andet i medarbejderens overenskomst.