Kontorelev Candan Uzunoglu fra Silkeborg Kommune er enormt glad for det ansvar, hun har fået, selvom hun "bare" er elev. Foto: Michael Drost-Hansen.

Solen skinnede varmt og insisterende, da Candan Uzunoglu for et år siden cyklede ind til sin allerførste dag som kontorelev i Silkeborg Kommune. Da hun fik tildelt sit skrivebord, havde kollegerne hængt flag op og skrevet små hilsner. I de foregående tre måneder havde Candan Uzunoglu vikarieret i Borgerservice og kendte en stor del af kolleger i forvejen.

- Jeg kan slet ikke forestille mig en bedre start. Alle var så søde, fortæller 22-årige Candan Uzunoglu.

Elev-tanken var ikke fremmed for hende, for hun havde prøvet det før og var allerede uddannet salgsassistent i Yousee. Kombinationen af praktik og skoleophold motiverede hende.

- På en måde føler man sig hele tiden frisk og motiveret, når man skifter mellem praktik og skole. Og jeg er simpelthen så glad for mit brancheskift. Tidligere arbejdede jeg med kundeservice, nu arbejder jeg med borgere – det handler stadig om tilfredshed og service. Nu arbejder jeg bare ikke længere for salget, men fordi jeg virkelig gerne vil hjælpe mennesker videre i deres liv, fortæller Candan Uzunoglu og tilføjer, at hun især nyder at hjælpe ældre med digitale udfordringer, fordi hun kan se, hvor stor en forskel hun gør, og hvor glade de bliver.

Det allerbedste ved at være elev er ifølge Candan, at hun lærer noget nyt hver evig eneste dag.

- Vi sidder i et åbent kontorlandskab, så vi kan høre hinanden, og på den måde lærer vi af hinanden, selvom vi måske ikke sidder med de samme opgaver. Der er ikke forskel på status eller alder, så selvom man ”bare” er elev, får man enormt meget ansvar, og det er utroligt motiverende.

Arbejdet giver mening

Candan Uzunoglu har fået sit eget ansvarsområde, og det betyder, at det er hende, der er ansvarlig for at lave parkeringskort til alle kommunens parkeringspladser. Hun skal behandle anmodninger, lave parkeringskortene og sende dem fysisk ud til borgerne.

- Det er kun mit område. Og det føles ret stort, når man har ansvaret for hele området. Man bliver betragtet som en almindelig medarbejder, og hvis man har været væk, kan man mærke, at man har været savnet, fortæller Candan Uzunoglu.

Sammen med en anden elev har Candan lavet en minifagprøve, hvor de producerede en pixibog til kommende elever, der forklarer om love, regler, gdpr og andre vigtige ting. Og den har kommunen valgt rent faktisk at trykke. Til stor begejstring for Candan.

- Det motiverer mig rigtig meget at opleve, at mine produkter rent faktisk bliver brugt. Det giver mig lyst til at udvikle mig og gøre det endnu bedre. Det er så rart at opleve, at jeg som elev gør en forskel, bliver lyttet til, har frihed under ansvar, og at jeg samtidig bliver passet på og støttet, fortæller Candan Uzunoglu.

Og netop pointen med ”at blive passet på” er vigtig for Candan. Hun husker udmærket, hvor overvældende det var at starte som ung elev, der ikke var så meget inde i politik. For en kommune er en politisk arbejdsplads, og det er et seriøst voksenarbejde, man skal varetage, selvom man er elev, forklarer hun. Men hun føler, at hun har fået al den støtte, hun har haft brug for.

Hvis hun skal give et godt råd til kommende elever, er det, at man skal være åben om de ting, man har brug for hjælp til og aldrig være forskrækket over opgaverne. Bare spørg om hjælp. Værdsæt, at dine kolleger er der for at udvikle dig. Og så tag ansvar, gør dig umage og kig dine ting igennem en ekstra gang, lyder det bedste råd fra Candan Uzunoglu.