Christina Sigaard Svensson afløser Viktoria Wellendorph på posten som næstformand.
Viktoria Wellendorph er gravid, og grundet komplikationer i forbindelse med graviditeten har hun valgt at trække sig som næstformand men fortsætter som almindeligt medlem af bestyrelsen for HK Stat MidtVest.
Ifølge vedtægterne er det normalt kun en generalforsamling, der kan vælge næstformand for HK Stat MidtVest. Men fordi der kun er ca. seks måneder til næste generalforsamling, hvor næstformanden er på valg, er der givet grønt lys fra HK Stat til, at bestyrelsen for HK Stat MidtVest har kunnet udpege en afløser for Viktoria.
Christina Sigaard Svensson fortæller om sig selv:
- Jeg er 32 år og bor i Roslev med min mand og vores to børn.
- Jeg har taget min kontoruddannelse i Viborg Kommune, hvor jeg blev færdig i sommeren 2022.
- Til daglig arbejder jeg med personaleadministration hos Ingeniørregimentet i Skive.
- Det er fantastisk at få lov til at have indflydelse og være med til at rykke, flytte og udvikle HK, siger Christina Sigaard Svensson. Foto: Michael Drost-Hansen.
Min motivation
- Jeg har været engageret i HK, fra jeg startede som kontorelev, hvor jeg i to år var medlem af elevudvalget under HK Kommunal, det sidste år som formand.
- Jeg elsker det faglige arbejde i HK og fællesskabet. Min lyst til at fortsætte i HK efter endt uddannelse var stor, og i marts blev jeg valgt ind i bestyrelsen for HK Stat MidtVest for et år.
- Torsdag 31. august 2023 blev jeg af bestyrelsen udpeget som næstformand for HK Stat MidtVest for de kommende seks måneder. Det glæder jeg mig helt vildt til at prøve kræfter med.
- Det er fantastisk at få lov til at have indflydelse og være med til at rykke, flytte og udvikle HK. Det, synes jeg, er en kæmpe gave, og jeg er super stolt af at få muligheden som næstformand.
- Det er nogle virkeligt dygtige og skønne mennesker, jeg sidder i bestyrelse med, samt en meget engageret formand med stor erfaring. Så selv om næstformandsposten er helt ny for mig, så har jeg nogle rigtigt gode mennesker omkring mig til at hjælpe mig lidt på vej. Så det bliver super spændende, og jeg er så klar.
- Jeg er blevet inspireret af rigtigt mange i HK, og det, håber jeg, at kunne give videre - at kunne være en inspiration for andre. Særligt kontorelever og de unge har en særlig plads i mit faglige HK-hjerte, og jeg vil rigtigt gerne være med til at motivere og inspirere flere unge til at blive medlemmer af vores fantastiske fagforening og fællesskab.