Der var stor opbakning på Facebook til formand for Landsklubben HK SKAT Ulla Fabricius, efter hun stod frem på TV2 og manede til forståelse for sine kolleger ved telefonerne i Vurderingsstyrelsen. Det er ikke dem, der er skyld i fejlene i de nye ejendomsvurderinger, så tal pænt til dem, var budskabet. Privatfoto.
- Jeg kan godt forstå, at man er vred og ked af det og rystet i sin grundvold. Men det er jo ikke den medarbejder i Vurderingsstyrelsen, der tager telefonen, som er skyld i det.
Sådan sagde Ulla Fabricius, der er formand for HK’erne i Skatteforvaltningen, fredag den 15. september til TV2 efter en storm af vrede i samme uge ramte Vurderingsstyrelsen, som har sendt de nye ejendomsvurderinger ud. Siden har hun talt med flere medier og blandt andet gentaget budskabet i Jyllands Posten.
Mange sure boligejere ringer til Vurderingsstyrelsen, og en del af dem er så frustrerede, at de lader vreden boble over og overfuser medarbejderne, der tager telefonen, fortæller hun.
- De her medarbejdere er vant til at tage telefonerne. Så når de siger, at det her er groft, har tonen altså fået et nøk op, siger Ulla Fabricius til Jyllands Posten (JP).
Vurderingsstyrelsens underdirektør for stab, Charlotte Tølbøl Lauritsen, siger til avisen, at ledelsen er opmærksom på det pres, medarbejderne er kommet under i løbet af ugen.
- Vi har ledere tæt på alle niveauer, der tager hånd om hver enkelt medarbejder, hvis de har haft sådan en oplevelse, siger Charlotte Tølbøl Lauritsen til JP. Underdirektøren fortæller videre, at styrelsen afholder gruppedebriefinger og sørger for, at medarbejderne har mulighed for at tage en pause, hvis de har været konfronteret med en meget vred borger.
Ikke let at være skydeskive
De mange henvendelser fik fredag tillidsrepræsentanterne til at samle op på den hektiske uge med en mail til deres kolleger.
’Som medarbejder er det ikke let at være skydeskive for omverdenens kritik, undren eller vrede. Til jer der sidder i første linje på telefoner og mails. Husk at passe på jer selv, hvis I bliver overfuset, presset eller på anden måde påvirket.’
Sådan lyder det blandt andet i mailen fra Ulla Fabricius og Ulrik Pitzner-Christiansen, der er fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Vurderingsstyrelsen.
Stor sympati med medarbejderne
Artiklen fra TV2.dk med Ulla Fabricius’ opråb har fået hundredvis af likes, delinger og kommentarer på HK Stats facebookside:
”Det burde ikke være nødvendigt at påpege, men ikke desto mindre, så er det desværre nødvendigt ... godt brølt, Ulla F. 👍🦁”
”Stakkels medarbejdere, som skal rydde op efter et udueligt it-system.”
”Stor sympati med de medarbejdere, der bliver taget som gidsler for politiske beslutninger om udrulning af et ufærdigt og fejlbehæftet system. Og dernæst bliver kastet under bussen af ministerens ugennemtænkte og uklare udmeldinger om, at ‘man kan bare ringe’.”
Sådan lyder 3 af kommentarerne. Følg med, eller tag selv del i debatten om HK’ernes arbejdsliv i staten på facebook.com/hkdkstat