Formand, Lene Roed og næstformand, Pia Lund Jeppesen har forfattet et debatindlæg under overskriften " Er der mon en voksen til stede" om regeringens besparelser på vigtige områder. Foto: Tom Ingvardsen
- Vi troede, at politikerne havde lært noget af, hvor dyrt det er at udsulte fundamentale institutioner som SKAT. For der er altid en regning at betale bagefter. Og den regning bliver langt større end det, der bliver sparet lige nu.
Sådan slutter Lene Roed og Pia Lund Jeppesen, der tilsammen udgør HK Kommunals formandskab, et større debatindlæg i Dagbladet Politiken under overskriften, ’Er der mon en voksen til stede?’ (kræver abonnement).
Baggrunden er, at kommuner og regioner ifølge formandskabet er ved at spare vigtige områder som børn, handicappede og ældre i stumper og stykker. Og det til trods for, at Finansministeren betegner økonomien som sund og stærk.
Finansministeriet ser alle dem, der ikke går på arbejde hver dag og betaler skat, som en økonomisk byrde, mener indlæggets forfattere.
- Derfor kan vi nu med penge på kontoen og en stærk økonomi se frem til massive besparelser på helt centrale områder. Det er ikke rimeligt. Velfærdsforringelserne gælder også de af os, der skulle være så uheldige at blive syge og har brug for hospitalsbehandling. Lyder det tosset? Ja, det gør, skriver de i Politiken.
Medarbejderkompetencer går tabt
Tosset er det ifølge HK Kommunals formandskab også, at regionerne mangler 2,5 milliarder kroner i deres budgetter og derfor er tvunget til besparelser og afskedigelser af de personalegrupper, der i forvejen er mangel på.
Også kommunerne står foran massive besparelser, der kommer oveni besparelserne på tre milliarder kroner på beskæftigelsesområdet og tre andre milliarder på det administrative område.
- Da det kun er de administrative medarbejderne, men ikke opgaverne, der forsvinder, så skal opgaverne blot udføres af nogle andre. For eksempel af sygeplejersker, SOSU'er og pædagoger, som der i forvejen er for få af. Lyder det også tosset? Ja, det gør det, skriver Lene Roed og Pia Lund Jeppesen i Politiken.