Styrketræning fastholder seniorer på arbejdsmarkedet. Foto: Colourbox

Hvis man føler sig begrænset eller plaget af smerter, er der dobbelt op på risiko for at vedkommende trækker sig fra job og arbejdsmarked inden for to år.

I en tid med personalemangel, både med fastholdelse og rekruttering, er det et stort problem.

Derfor er der et kæmpe potentiale i at kunne mindske smerter, fortæller professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) Lars Louis Andersen til netmediet A4 Arbejdsmiljø.

Lars Louis Andersen har i mange år forsket i, hvordan vi forebygger nedslidning, og hvad der skal til, hvis flere skal arbejde til en høj alder og er blandt andet leder af forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv.

Men der er en relativ let og ligetil løsning.

-   En ting, som virker direkte på smerter, er fysisk træning og specielt styrketræning. Det ved vi ret meget om på tværs af de undersøgelser, vi har lavet de seneste 20 år, siger Lars Louis Andersen til A4.

3 x 10 minutter er nok

Mennesket mister omkring en procent af muskelstyrken fra det 40. år hvert år, efter vi er fyldt 40 år, men samtidig forhøjes folkepensionsalderen hvert femte år, fordi vi generelt lever længere.

Derfor er det afgørende, at mest muligt muskelmasse bevares med det formål at forebygge eller mindske smerter.

-   Det behøver egentlig ikke at være enormt meget. Det skal bare være målrettet træning tre gange ti minutter om ugen, så kan man mindske smerterne. Det er overkommeligt for det fleste, siger han.

Ifølge Lars Louis Andersen skal det ikke kun være den enkeltes ansvar at få gang i styrketræningen - alle arbejdspladser, med opbakning fra mellemledere og topledelse, bør undersøge, hvordan de kan være med til at understøtte, at træning bliver en del af arbejdsdagen.