Marius Falck med hat

- Jeg er nok en eventyrlysten person, siger voksenkontorelev Marius Lønnestad Falck, som 28. oktober rejser til Texas på et 2 ugers studieophold i forbindelse med sin uddannelse. Foto: Niels Åge Skovbo.

Marius Falck er nok ikke som HK-elever i staten er flest. Han er mand, 41 år gammel, har fuldskæg og tatoveringer, er oprindeligt fra Norge og afsættet til at arbejde med statslig administration kom fra mere end 20 år som bartender.

Texas er kendt for sin liberale våbenlovgivning. Derudover er delstaten kendt for sine store olie- og gasressourcer, som arnestedet for westernmusikken, og som den amerikanske delstat, der henretter flest dødsdømte fanger. Texas’ areal måler 696.621 km2, kun delstaten Alaska er større. Der bor 29 millioner mennesker i Texas. Austin er hovedstaden, mens Houston er delstatens største by. Dallas er én af delstatens andre store byer og var i 1963 hjemstedet for det stadigt myteomspundne mord på den daværende præsident, John F. Kennedy.
Kilde: Denstoredanske.lex.dk

Eventuelle fordomme om mænd med fuldskæg og tatoveringer bliver hurtigt gjort til skamme, da Marius med et stort smil og et fast håndtryk tager imod HK Statbladets reporter og fotograf på Aarhus Universitet, hvor han til daglig er voksenelev i økonomiafdelingen. Netop egne fordomme og forestillinger er noget af det, han glæder sig til at få be- eller afkræftet, når han senere på efteråret for en stund skifter kontorstolen og fakturaer ud med et skoleophold i den amerikanske sydstat Texas. 

- Det er en unik mulighed. Alt er bare større i USA. Jeg glæder mig til at få smidt en masse fordomme. Jeg har mødt amerikanerne, men aldrig på deres hjemmebane. Oftest hører man negative ting i nyhederne, men jeg vil gerne opleve de positive sider ved USA og høre om amerikanernes syn på livet, verden og deres rolle i den, lyder det forventningsfuldt fra Marius.

- Specielt om Texas er mine fordomme, at de alle har et våben og er skydegale, siger han med et grin, og afslører, at der også er sat tid af i programmet til en tur på skydebanen.

Masser af fagligt udbytte i vente

Texas er målt på areal den næststørste delstat i USA og er 16 gange større end Danmark. Dermed er der rig mulighed for at få udvidet sine horisonter både menneskeligt og fagligt. Opholdet er en mulighed gennem kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration på Aarhus Business College i Odder, som Marius er tilknyttet. Under det 2 uger lange ophold skal Marius sammen med 20 medstuderende gå på Texas Community College i storbyen Austin.


- Den største forskel på at være bartender og sidde på et kontor, det er, at man får lov til at sove om natten. Døgnrytmen har været den største omvæltning, men jeg er glad og tilfreds, siger Marius om karriereskiftet. Foto: Niels Åge Skovbo.

- Et af fagene, jeg skal have, er kulturforståelse, hvor vi skal lære om USA rent kulturelt og deres syn på os. Derudover har jeg valgt fagene introduktion til lean og præsentationsteknik, mens der også er et kursus i English Business Writing, der går ud på at lære, hvordan man kommunikerer i professionelt regi på engelsk, fortæller Marius.

Noget af det faglige indhold kunne Marius også have fået hjemme på skolebænken i Danmark, men det er rammerne og muligheden for at lære i nye omgivelser, der har gjort, at han af egen lomme har betalt 16.000 kroner for opholdet.

- Det er det her med at komme ud og gå i amerikansk skole, opleve deres måde at undervise og gå i skole på og i det hele taget at få nogle andre perspektiver både fagligt og menneskeligt. Det er det, der tiltrækker mig, siger Marius.

Bargæst inspirerede Marius til at blive HK’er

Oprindeligt er Marius fra den norske by Rjukan, der ligger 3 timers kørsel vest for Oslo. Som barn flyttede han med sin mor til Århus og er blevet boende lige siden. Som ung startede han i gymnasiet, men det blev et kort bekendtskab.

- Jeg var rastløs og ville hellere arbejde, og jeg nåede lidt mere end 20 år som bartender. De første skavanker begyndte at melde sig, og så var det nok også på tide, at jeg fik mig en uddannelse, fortæller han.

Er du elev, og vil du have et ophold i udlandet? Så kan du søge HK's Uddannelsesfond om støtte.

At det næste skridt i karrieren lige blev statslig administration, var faktisk ganske bevidst. Inspirationen derimod var mere alternativ, da den kom fra den anden side af bardisken.

- Jeg blev inspireret gennem en politibetjent, jeg lærte at kende, og som ofte kom forbi og fik en kop kaffe. På det tidspunkt havde jeg sagt mit andet job op i Bauhaus og var begyndt tænke lidt på uddannelse. Og jeg skulle da bare komme ned til hende og arbejde, sagde hun.

- Derfra blev jeg lun på idéen om et civilt job i politiet, og jeg startede så på kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration. Siden har jeg så forelsket mig i Aarhus Universitet og kollegaskabet, så vi må se, om jeg ender på politigården eller på universitetet, lyder det fra Marius, der kan kalde sig færdiguddannet kontorist, når han har udstået sin elevtid på universitetet om 1 år.

Flyet til Texas med Marius og hans medstuderende letter den 28. oktober.

Blå bog: Marius Lønnestad Falck

  • 41 år gammel, voksenelev i AU Økonomi, Aarhus Universitet
  • 2021-22 EUX-grundforløbet
  • 2022-24 Kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration, Aarhus Business College
  • 2022-24 Voksenelev, AU Økonomi