
Mange bruger videomøder, men det er ikke lige velegnet til alle slags møder. Foto: Mostphotos
Digitaliseringsstyrelsen har analyseret 8 områder for modenhed og potentiale ift. brugen af videomøder.
Det drejer sig blandt andet om jobcentre, bostøtte, psykiatri, hjemmepleje, tolkning mfl.
Hovedkonklusionen er, at i betragtning af hvor velafprøvet, velkendt og moden form og teknik er, så er anvendelsen stadig meget begrænset.
Desuden viser undersøgelsen og erfaringer, at selv skeptiske borgere og medarbejdere bliver glade for videomøder, når de først er kommet i gang
Sværere at læse borgeren via skærm
Helt generelt kan man konkludere en række fordele.
Især at det sparer tid og sikrer større fleksibilitet i hverdagen for både medarbejdere og borgerne, ligesom man kan nå grupper af borgere, som ellers kan være vanskelige at nå, og at det sikrer større kontinuitet i deres dialog med det offentlige.
Specifikt på jobcenterområdet peger rapporten på et kæmpe potentiale, fx at videomøder giver mulighed for at afholde ad hoc og kortere møder, som styrker fremdrift i forløbet.
Omvendt er ulempen, at det kan være sværere for sagsbehandleren at vurdere borgerens tilstand via video, fx om borgeren viser tegn på misbrug, psykiske barrierer, eller om der er opmærksomhedspunkter i forhold til hygiejne.
Tilvalg og teknisk support
Borgerne giver i desuden udtryk for en række forudsætninger, der skal være på plads.
- Videomøder skal være et tilvalg og der skal være fleksibilitet ift. hvad den bedste mødemetode er i den konkrete situation.
- Første møde skal være fysisk, så der er dannet en relation forud for videomødet.
- Tilstrækkelig oplæring, vejledning og it-support: På tværs af alle områder oplever borgerne, at det skaber nervøsitet, hvis der opstår tekniske problemer, eller hvis borgeren ikke kan finde ud af at bruge systemet.
- Let tilgængelig support er en nødvendig forudsætning.
- Let adgang til platformen for videomøderne: Borgerne nævner, at det er en hjælp at få reminders om, hvornår mødet skal foregå med et direkte link til videomødet, så det er let at komme ind til mødet