
Muneeza Rosendal, direktør i foreningen Lige Adgang. Foto: Line Jensen
Som direktør i foreningen Lige Adgang arbejder Muneeza Rosendal for at skabe et inkluderende arbejdsmarked med plads til diversitet og lige adgang for alle. Og det var netop hendes emne, da hun på udviklingsdagen gav et ca. 10 minutters oplæg på ”Ølkassen”.
Og hun mener, at netop det er vigtigt fordi:
- Vi kan alle falde uden for normen.
Uddybende fortæller hun, at normer ikke nødvendigvis er et problem. Det er de først, når de bliver undertrykkende. Det kan man opleve, når man som minoritet fx overhører racistiske eller homofobiske jokes.
Men det kan også være til sommerfesten, hvor alle drikker alkohol, og du ikke gør. Eller du efter at have ytret en holdning bliver kaldt for en boomer.
- Diversitet og inklusion er ikke kun for de få, men for alle, mener Muneeza Rosendal.
Hun vil ikke lyve og fortælle, at det er let at skabe diversitet og inklusion på arbejdsmarkedet.
- For at lykkes, skal du ikke behandle andre, som du gerne selv vil behandles, siger Muneeza. Du skal behandle andre, som de gerne vil behandles.
Snævre normer på arbejdspladsen
Når Muneeza Rosendal kigger ud på det danske arbejdsmarked, ser hun stadig en masse grupper, der oplever barrierer og ulige adgang til arbejdsmarkedet.
Hun pointerer, at der er meget fokus på kvinder, når det kommer til diversitet og inklusion, men ikke så meget fokus på andre minoriteter, som eksempelvis etniske minoriteter.
- Vi er langt fra at inkludere alle, siger hun. Og kommer med et eksempel:
- Vi hører ofte, at vi skal have flere kvinder på ledelsesgangen. Men hvilken type kvinde tænker vi på? Jeg ved, hvem jeg tænker på. En ciskønnet kvinde, uden fysisk handicap, hvid og heteroseksuel med en akademisk uddannelse.
Muneeza Rosendal har selv brun hudfarve. Hun fortæller, at hun har været heldig, at det sjældent har givet anledning til diskrimination, men at hun er opmærksom på sin hudfarve, når hun træder ind i et lokale. På en tidligere arbejdsplads har hun oplevet at føle sig udenfor på grund af sit køn.
Hun fortæller om, hvilke konsekvenser det potentielt kan have, når man ikke føler sig inkluderet på sit arbejde.
- Helt basalt kan vi få følelsen af at blive andetgjort - altså følelsen af at afvige fra normen. Det kan have de konsekvenser, at man enten forsøger at passe ind eller trækker sig fra fællesskabet. Begge strategier kan medføre minoritetsstress, som i værste fald kan betyde, at man bliver sygemeldt eller søger nyt job.
Hun understreger, at der på danske arbejdspladser er snævre normer og pointerer, at vi alle tilpasser os for at passe ind i fællesskabet.
- Men vi er alle forskellige, og vi kan alle falde uden for normen.
Fagforbund og arbejdspladser har derfor et stort ansvar for at vise vejen frem, så alle kan føle, de hører til og bliver spejlet og møder forståelse på arbejdet, siger Muneeza Rosendal.