Det bliver ikke nødvendigt med vinterjakken på mange af de kommunal kontorer i år. Foto: Mostphotos

I år er der ingen varmerestriktioner, og det står derfor kommunerne frit for, om de vil vægte arbejdsmiljø eller energibesparelser højest denne vinter. Sidste år måtte de fleste offentlige bygninger nøjes med 19 grader til stor gene for flere medarbejdere, men i år er der flere kommuner, der har valgt at skrue op for varmen, skriver DKnyt.

Blandt de kommuner, der skruer op for varmen, tæller bl.a. Helsingør, Esbjerg, Aabenraa, Jammerbugt, Thisted og Ringkøbing-Skjern, mens de 19 grader fastholdes i bl.a. Lejre, Faxe, Frederikshavn, Odense og Svendborg.

Anbefalingen fra Arbejdstilsynet lyder: "Generelt bør temperaturen under normale klima- og arbejdsforhold holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C."

Der skal fortsat spares

Hvidovre Kommune er en af de kommuner, der har valgt at skrue op til 21 grader vinteren igennem, som man har haft tidligere, oplyser kommunen til DKnyt.

Der skal dog fortsat spares på energien. Som del af budgetforliget har kommunalbestyrelsen vedtaget, at det trådløse wifi på rådhuset bliver slukket mellem kl. 23 og 5, og at der skal findes energibesparelser for i alt 500.000 kr.
De skal findes ved, at medarbejderne tænker sig om og husker at spare på el, vand og varme. Medarbejderne er blevet opfordret til lokalt at drøfte, hvordan energiforbruget kan nedbringes.

I Hedensted kunne økonomiudvalget i sidste uge vælge mellem tre muligheder: At fortsætte med 19 grader, at skrue op til 20-21,5 grader eller at lade institutionerne selv bestemme, som de gjorde før energikrisen. Valget faldt på den mellemste løsning, skriver Hedensted Avis.

- 19 grader er simpelthen for koldt, men samtidig er vi nødt til stadig at være klima- og ressourcebevidste, siger borgmester Ole Vind (V).

I Stevns bliver der dog stadig brug for striktrøjerne, skriver sn.dk

- Du kan kalde det rettidig omhu for at sikre de ressourcer, vi har. Både i forhold til det globale perspektiv og i kommunal praksis. Der er sket en generelt ændret adfærd, der tager hensyn til en mere bæredygtig klimadagsorden. Det er vores ambition at bidrage til denne udvikling, siger han.