
Karin Kaasgaard og Brian Guldborg-Mogensen fra Hotline-teamet i Haderslev Kommune i fuld gang med at tale med borgere. Foto: Haderslev Kommune
- Allerede om tirsdagen kunne beredskabsgruppen godt se, at Haderslev ville blive hårdt ramt af den kommende stormflod. Så ledelsen spurgte, om jeg ville være med i en gruppe, der fungerede som hotline for borgerne.
Sådan fortæller Karin Kaasgaard, som til daglig er HK’er og adm. sagsbehandler i sekretariatet for Teknik & Klima i Haderslev Kommune.
Så onsdag formiddag havde Karin sin første vagt på rådhuset, hvor hun sad ved vagttelefonen for at klare spørgsmål fra borgere.
Og sådan fortsatte det frem til søndag med mange hundrede opkald og spørgsmål.
- Vi arbejdede nærmest i døgndrift, fra 8 om morgenen til næsten midnat, og så lige hjem og få sovet lidt. Der var virkelig tryk på.
Brændende kærlighed og optankning

Langt de fleste henvendelser fra borgere handlede om hvor og hvordan, man kunne få sandsække. Foto: Køge Kommune
I Køge sidder Pia Laursen normalt med driften i afdelingen ”Vej Park & Byrum”, men også her blev hun kaldt til at sidde i, hvad der nærmest kan betegnes som en vagtcentral.
- Vi sad vagt ved telefonen med borgerhenvendelser, men vi var også base for alle de udekørende, der skulle have et hvil, tankes op med burger, brændende kærlighed og andet mad eller havde brug for materiel, fortæller Pia.
Spørgsmålene fra borgerne handlede især om sandsække, altså hvor, hvornår, hvor henne og hvor mange sække man kunne få udleveret, ligesom der også blev spurgt til, hvor watertubes helt præcist blev udlagt. Og spørgsmål fra de evakuerede områder.
Borgerne ville høre det fra et menneske
Til de eksempler på spørgsmål kan Karin supplere med: spørgsmål om udlejningssommerhuse, om risiko for spildevand i havvandet, om hvor kommunen afsikrer og ikke mindst deres digitale program på hjemmesiden om klimatilpasning.
Her kan man sætte vandstanden til fx 2 meter og så se, hvilke huse og områder der er i farezonen.
- Men folk ville gerne have det bekræftet. I det hele taget, og det er nok den store læring hos os, så kunne borgerne godt nok læse de fleste oplysninger på kommunens hjemmeside, men de ville gerne høre det fra et menneske - høre det fra en stemme. Altså få bekræftet at de virkelig skal forlade et område. Og ja, det kunne vi kun opfordre til, men det er jo politiet, der bestemmer, hvornår der skal evakueres.
Andre typer spørgsmål
Fra lørdagen ænder spørgsmålene karakter, kan Karin fortælle.
Her handler det om, hvornår der kommer pumper, hvad de skal gøre med brugte sandsække og skrald i vandet, og især hvornår de enkelte områder bliver frigivet.
Om søndagen begyndte presset at lette på hotlinen.
- Der kunne jeg snart heller ikke mere, for det havde været fire dage fra 8 til midnat og kun meget lidt søvn. Jeg var bare færdig.