collage med bus og læringsstile

I uge 45 får statsansatte HK'ere fra hele landet mulighed for at deltage i workshops og finde deres personlige læringsstil, når HK Stat tager på bustur rundt til arbejdspladser i hver de 7 HK-afdelinger.

Mandag morgen og en uge frem tager en lille del af HK Stat på landevejen. Det er det nye projekt ’Lær med lyst – kend din stil’, der skal præsenteres i alle 7 afdelinger. På en arbejdsplads i hver af afdelingerne i Danmark får medlemmerne mulighed for at finde frem til den måde at lære på, der passer bedst til dem.

For vi er alle sammen forskellige, og vi lærer derfor også forskelligt. Men vi er først blevet opmærksomme på de forskellige måder at tage ny lærdom til sig de senere år. Derfor er det også et stort problem, at næsten al traditionel undervisning er tilrettelagt på en måde, som kun tilgodeser knapt halvdelen af befolkningen.

HK Stats formand Rita Bundgaard glæder sig til at komme ud med budskaberne om læring og til at møde medlemmerne rundt i landet i uge 45.

- Det bliver spændende at komme ud til jer medlemmer med et positivt budskab. I vil blive præsenteret for de friske tanker om de 2 overordnede tilgange til at lære – og til de 4 mere personlige læringsstile. Du kan ved bedre at kende dem blive klogere på dig selv og finde den måde, hvor indlæring af nyt stof fungerer optimalt for dig. Den viden kan du tage med næste gang, du deltager på et kursus, når du skal lære noget af din arbejdskollega eller står over for at skulle samle viden til et større projekt, siger Rita Bundgaard.

En underlig fisk

Bussen kommer til hver enkelt arbejdsplads med et større set-up, hvor medlemmerne bliver præsenteret for teorien bag læringsstilene. Derefter skal de enkelte deltagere gennem en række spørgsmål finde den overordnede tilgang, der passer bedst for dem. Og når medlemmerne til sidst i workshoppen finder frem til deres læringsstil, dukker konturerne til den bedste fremtidige måde at lære på frem.

Og der skal stiftes bekendtskab med en underlig fisk undervejs. Det handler om en HAVKAT – den samler med sit navn alle forbogstaver i de tilgange til læring og læringsstile, der findes. Din tilgang kan nemlig være enten Holistisk eller Analytisk, mens din tilkoblede læringsstil kan være enten Visuel, Kinæstetisk, Auditiv eller Taktil.

Det er selvfølgelig ikke kun de udvalgte arbejdspladser, som kan arbejde med at finde frem til ens egen helt personlige tilgang til læring. Der vil blive arbejdet videre lokalt med principperne i ’Lær med lyst’, som du allerede nu kan dykke ned i og blive klogere på via websiden for 'Lær med lyst'