HK.dk logo

Nyhed

En klage må komme i alle former og farver

Ombudsmanden har i en udtalelse over for kommunerne understreget, at en kommune som udgangspunkt ikke kan forlange, at klage kommer digitalt e.l. Udtalelsen kommer efter en sag med Lyngby-Taarbæk Kommune.

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, siger, at en klage, som er indkommet med digital post, også skal behandles i kommunen. Foto: Jaspar Carlberg

Da en borger sendte en mail til Lyngby-Taarbæk Kommune for at klage over en parkeringsafgift, fik han et autosvar om, at klagen skulle indgives via en digital selvbetjeningsløsning på kommunens hjemmeside.

Den samme instruks fremgik også af kommunens hjemmeside.

Men den slags krav kan få Ombudsmanden på banen, for en myndighed kan ikke stille den slags krav – med mindre, det er direkte hjemlet i lovgivningen, altså at der står i loven, at en klage på dette område skal modtages på en bestemt form.

Ingen formkrav til klager

Under sagens behandling ændrede kommunen sin vejledning på hjemmesiden, så det fremgik, at en klage over en parkeringsafgift enten skulle indgives via selvbetjeningsløsningen eller via mail.

Men heller ikke dette var acceptabelt, slår Ombudsmanden fast.

-    En kommune må ikke give borgerne det indtryk, at det er obligatorisk at anvende digital kommunikation, når dette ikke er tilfældet”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Ombudsmanden slår fast, at borgerne – hvis der ikke i lovgivningen er fastsat særlige formkrav – må klage i den form, de selv ønsker, så længe kommunerne rent teknisk kan modtage klagen.