Den nye hjælp til at skrive ansøgninger hedder ChatGPT. Foto: Mostphotos

Ingen tvivl om at kunstig intelligens vinder indpas på flere og flere arbejdspladser, men vidste du, at du kan bruge ChatGPT i din jobsøgning? I HK’s karrieretelefon mærker de en stigende nysgerrighed fra medlemmerne.

Kunstig intelligens og ChatGPT er kommet for at blive. Det handler om at turde favne det og prøve det af. Hvis man lærer at bruge det, er det en super ressource og sparringspartner, når du f.eks. skal søge job, forklarer Tine Asmussen, der er karrierevejleder i HK’s karrieretelefon.

Hun giver ikke meget for kritiske røster, der mener at det er snyd, hvis man får hjælp af ChatGPT til at skrive en jobansøgning – men man skal være opmærksom på, at der er faldgruber, og at man ikke kan forvente et færdigt resultat.

- ChatGPT er fantastisk, hvis du er gået død i egne formuleringer eller har brug for at strukturere din ansøgning. Alle kan gå i gang med at lege med det, men for at resultatet skal blive godt, kræver det øvelse og viden om ”prompting”, altså den måde man instruerer maskinen, fortæller Tine Asmussen.

Jo mere konkret man kan være, jo mere forstår maskinen. Derfor foreslår Tine Asmussen at man skriver korte formuleringer adskilt af punktum.

- Hvis man udelukkende kopierer CV og stillingsopslag ind og beder den skrive en ansøgning, så bliver det ikke godt. Man skal fortælle konkret, hvad man ønsker: ”Jeg skal skrive en ansøgning. Her er stillingsopslaget. Hvilke idéer har du til motivation i forhold til virksomheden og de nævnte arbejdsområder? Du skal give mig tre forslag i punktopstilling på tre linjer”.

Brug din kritiske sans

Karrierevejlederen understreger også, at man skal huske at instruere maskinen i, hvilken rolle den skal indtage. Skriv f.eks.: ”Du er ekspert i at skrive ansøgninger og dit forslag skal være i en høflig tone og i et professionelt sprog”.

- Herefter kan du arbejde videre og bede den komme med nye bud på, hvordan dit CV bedst matcher arbejdsområderne, og til sidst kan du bede den om at komme med et bud på en afslutning til ansøgningen.

Det bedste råd fra Tine Asmussen er, at man er kritisk over for de forslag, ChatGPT kommer med. Ansøgningsmaterialet skal stadig være personligt, målrettet og ens eget.

- Du skal både være kildekritisk over for de oplysninger, du får om arbejdsgiver, og samtidig være kritisk overfor de formuleringer ChatGPT kommer med. Ville du selv bruge samme formuleringer, eller skal du skrive lidt om? Så længe man hundrede procent kan stå inde for materialet, så synes jeg bestemt ikke, at det er snyd at få hjælp af ChatGPT. Hvis man som arbejdsgiver skal vælge den bedste kandidat, er det måske ikke kompetencen til at skrive en jobansøgning, der er det vigtigste. Det er langt vigtigere, at man kan stå inde for materialet og ikke mindst redegøre for, hvordan opgaverne skal løses med de kompetencer, man har, understreger Tine Asmussen.

Er du nysgerrig på mere?

Tine Asmussen afholder sammen med sin kollega Jane Helweg Foget, der er karrierevejleder i HK Nordjylland, to webinarer om, hvordan man kan bruge ChatGPT i sin jobsøgning. Det første afholdes allerede d. 11. december, mens det næste webinar afholdes fredag d 9. februar 2024 kl. 9:30. Hold øje med kursuskalenderen på HK.dk for at tilmelde dig.