Debatindlægget er skrevet af Ella Maagaard - butiksassistent i Netto, Teis Bo Rasmussen - butiksassistent i Dagli'Brugsen og Helle Kaas Mortensen - butiksassistent i Føtex.
Du er ikke langt inde i din oplæring som butiksansat, før du præsenteres for den slidte parole ”kunden har altid ret”. Det en del af butiksfagets DNA, og det følger med jobbet på linje med at smile på kommando.
Men selvom vi gerne vil efterleve vores fags gyldne regel, så tærer det på os, når vi gang på gang bliver mødt med en helt urimelig opførsel fra de kunder, som vi prøver at hjælpe.
For det sker hele tiden.
Vi har alle oplevet at blive kaldt alt fra ”Idiot” til at blive truet med øretæver. Hver og en har vi prøvet at gå hjem fra arbejdet helt følelsesmæssigt drænet og med tårer i øjnene, fordi vi har stået i orkanens øje og ageret prygelknabe for frustrerede kunder.
Vi har ikke tal ikke på, hvor mange gange vi er gået fra arbejdet med en kundes tilsvininger stadig rungende i øret, eller hvor ofte vi må tage imod grædefærdige kolleger i vores pauserum, fordi de igen er blevet overfuset efter at have scannet en varer forkert ind.
Alligevel er vi ikke omfattet af nogen særlig beskyttelse, som andre udvalgte faggrupper er. Der findes allerede en lov, som blandt andet beskytter kontrollører og kioskejere. Den lov og særlige beskyttelse skal vi også omfattes af, så dem, der truer os, risikerer en hårdere straf.
For som det er nu, er det mere eller mindre omkostningsfrit at slide os psykisk ned. For selvom vi på mange punkter arbejder i fronten, så er vi overladt til os selv.
Det er udmattende, og vi gider ikke finde os i det længere. Vi er gået ind i butiksfaget, fordi vi elsker at yde en god service, betjene kunder og give dem en god oplevelse, når de handler. Men det kan være svært at bevare arbejdsglæden og det mentale overskud, når man på daglig basis må lægge krop til de værste fornærmelser og sågar trusler.
Samtidig oplever vi lige nu et gigantisk boom i butikstyverier, som også lægger et tonstungt pres på os. Sådanne situationer kan meget let eskalere til deciderede overfald og voldsomme konflikter. Derfor skal vi hele tiden være på vagt og forberede os mentalt på, at den næste store konflikt udspiller sig for øjnene af os.
Den type er adfærd er nemlig ikke kun begrænset til en type kunde. Det kan lige så vel være den ældre fru Madsen på 75 år som det kan være familiefaren med to børn på armen, der pludselig leverer en overfusning af en anden verden.
Derfor er det vigtigt, at de politisk valgte snart får øjnene op for den virkelighed, der udspiller sig i landets supermarkeder. Vi butiksansatte er ikke ømskindede snefnug, men vi er bestemt heller ikke immune for det pres og den utryghed, som gennemsyrer vores arbejdspladser.
Det er på tide, at vi en gang for alle får gjort op med den verbale og utrygge forurening i butikkerne, så vi kan få vores arbejdsglæde igen.