
Uddannelsespolitisk konsulent i HK Kommunal, Nicoline Lind-Holm Kuhnt, understreger, at det er vigtigt at få sin udviklingsplan - og at få den skriftligt. Foto: Tom Ingvardsen.
Uddannelse er helt essentielt for at holde sig attraktiv på arbejdsmarkedet. Derfor er det enormt vigtigt, at man investerer sig selv i uddannelse. For hele ens jobtryghed og jobsikkerhed ligger ganske enkelt i uddannelse.
Vidste du, at du ifølge din overenskomst har ret til en skriftlig udviklingsplan? Det blev aftalt helt tilbage ved overenskomstforhandlingerne i 2005 – alligevel er det kun omkring halvdelen af HK Kommunals medlemmer, der har en skriftlig udviklingsplan.
Kært barn har mange navne – og det samme har den skriftlige udviklingsplan: Uddannelsesplaner, karriereplaner, udviklingsaftaler eller bare ”referat af MUS”. Der er mange forskellige måder at tale om den skriftlige udviklingsplan. Men selvom ”en-til-en” statusmøder bliver brugt hyppigt og måske kan overlappe MUS-samtalerne, så er det rigtig skidt, hvis aftalerne ikke bliver skrevet ned, forklarer Nicoline Lind-Holm Kuhnt, der er uddannelsespolitisk konsulent i HK Kommunal.
Uddannelse er altid en god idé
- Der er et meget tydeligt sammenfald mellem de medlemmer, der har en udviklingsplan – og dem, der tager uddannelse. Derfor er det altså vigtigt, at man sikrer sig, at man har en skriftlig udviklingsplan, siger den uddannelsespolitiske konsulent.
Hun forklarer, at man kan se på sig selv som medarbejder, på to måder. Man kan have en høj arbejdspladsværdi og en høj markedsværdi. Når man har en høj arbejdspladsværdi, er man både tillidsfuld, løser sine opgaver kompetent og byder ind på opgaver – men lige så snart du får en ny leder, er din værdi så den samme? En høj markedsværdi er den værdi, du har ude i verden, når du skal ud at søge job. Og den er altså også betinget af, at du kan skrive uddannelse på dit CV. Derfor er uddannelse altid en god idé, Nicoline Lind-Holm Kuhnt.
Forpligtende plan
Hvis man er en af dem, der hverken har en skriftlig eller en mundtlig udviklingsplan, anbefaler hun, at man får sin tillidsrepræsentant på banen.
- Det er en god idé, at bede din tillidsrepræsentant om at gå i dialog med ledelsen, så udviklingsplanen bliver et fuldt integreret arbejdsredskab. Typisk indeholder en udviklingsplan både mål på kort og lang sigt og er et gensidigt, forpligtende dokument, understreger Nicoline Lind-Holm Kuhnt og slår fast:
- Det handler ganske enkelt om, at man skal vedligeholde sig selv med viden. I dag kan man ikke regne med, at stå det samme sted resten af livet – og det giver både spændende opgaver, men stiller også krav til, at man selv sørger for at holde sig opdateret.