Skat

Vi er vant til, at der er kø på Skats hjemmeside til foråret, når årsopgørelsen ligger klar, og vi alle kan se, om vi skal have penge eller skattesmæk.

I år var der også kø på Skats hjemmeside, da forskudsopgørelsen i sidste uge var klar. Og sådan plejer det altså ikke at være, lyder det fra privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.

Det giver mening, at forskudsopgørelsen byder sin farverige fætter årsopgørelsen op til dans i år. Der er nemlig store ændringer på dette års forskudsopgørelse, som du derfor bør tjekke ekstra grundigt - særligt for boligejerne.

Brian Friis Helmer guider dig til, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du sidder med lommeregner og lønsedler og prøver at få det hele til at gå op.

Frem med lommeregneren

Renterne har søgt mod himlen over de seneste par år. Derfor er det værd at kigge de forventede renteudgifter igennem på forskudsopgørelsen for at se, om det stemmer overens med virkeligheden eller måske er for lavt.

- Det kræver lidt benarbejde og arbejde med lommeregneren, men der kan være penge at hente, hvis dine renteudgifter er sat for lavt i din forskudsopgørelse, fortæller Brian Friis Helmer.

Han understreger, at det er penge, som ikke vil gå tabt. Men hvis renten er sat for lavt, får du først pengene tilbage i marts 2025. Så vil du have flere penge på kontoen nu og her, skal du rette det til.

Pas på med at indtaste din løn for høj

Løn er en vigtig faktor for, hvor meget du skal betale i SKAT. Så du skal tjekke, om alt nu står korrekt.

- Beskæftigelsen er rekordhøj, og mange danskere har fået lønstigninger, siger Brian Friis Helmer.

Derfor er det vigtigt, at du skriver ind, hvis du nu tjener mere og gerne vil undgå at betale penge tilbage til foråret. Brian fortæller, at han ofte hører om, at danskere sætter deres indkomst højere end den egentlig er, så de får penge tilbage i skat, når årsopgørelsen lander. Men med den fidus kan man ende med at gøre sig selv en bjørnetjeneste.

- Hvis du tjener eksempelvis 330.000 kr. om året, så skal du passe på med at sætte indkomsten for højt. Der vil man nemlig blive ramt på skatten, hvis man ender med at tjene mindre end forventet, og det skyldes beskæftigelsesfradraget.

- Hvis du eksempelvis taster en årsløn på 370.000 kr. ind på din forskudsopgørelse, men faktisk ender med kun at tjene 330.000 kr., så får du et for højt beskæftigelsesfradrag, som du skal betale tilbage.

Brian Friis Helmer råder til, at hvis du vil spare op via Skat, så skal du i stedet sætte dine fradrag lidt lavere end de reelt er.

Et helt nyt system

Fra årsskiftet skal vi til at byde velkommen til et helt nyt boligskattesystem.

En stor ændring, som rammer din skattebetaling, hvis du er boligejer i 2024, er grundskylden.

- Grundskylden har man indtil nu betalt i to rater om året, men nu skal du betale den løbende. Det kommer til at kunne ses på lønsedlen. Man deler altså grundskylden op over 12 måneder i stedet for at få to store regninger fra kommunen, siger Brian Friis Helmer.

Det kommer til at betyde, at hvis du eksempelvis har en grundskyld på 24.000 kr. om året, vil du få 2000 kr. mindre udbetalt hver måned.

I sidste ende betaler du dog det samme som før - bare på en anden måde. Boligskatten bliver altså samlet på den løbende skatteopkrævning, fordi det allerede er på den måde, at man betaler den anden boligskat, nemlig ejendomsværdiskatten.

Derudover vil cirka hver femte boligejer opleve en stigning i boligskatten. Men som et plaster på såret vil man få en årlig skatterabat, der udligner stigningen. Skatterabatten bortfalder, når boligen sælges, og gælder kun boliger, som man ejer før 1. januar 2024.

Det er på forskudsopgørelsen for 2024, at du præcist kan se, hvor stor en skatterabat man har fået – såfremt man altså er i den gruppe af boligejere, der skal have skatterabat.

Du skal være særligt opmærksom, hvis du har købt en ny bolig hen mod slutningen af 2023. For i så fald er det ikke sikkert, at skattemyndighederne har registeret boligkøbet og en eventuel skatterabat med på forskudsopgørelsen.

Både din grundskyld og skatterabat vil fremgå af den beregning, man kan hente ned, når man er inde og tjekke sin forskudsopgørelse.

- Det smarte er, at du har det hele samlet under forskudsopgørelsen nu, siger privatøkonomen.

Se hvordan 

Hvis du er i tvivl om, hvordan du tjekker, om din løn og fradrag står korrekt i forskudsopgørelsen, kan du på Skats hjemmeside gøre brug af denne guide til at finde dine fradrag.

 

Andre vigtige fradrag

Det er også en god idé at kigge på, om kørselsfradrag og servicefradrag står rigtigt.

Hvis du har mere end 12 km til dit arbejde, så er du berettiget til et kørselsfradrag. Men har du styr på det fradrag, skal du til gengæld være opmærksom på, at du kun får fradraget på de dage, hvor du møder ind på arbejdet. Så hvis du arbejder hjemme to dage om ugen, skal du selv gå ind og rette det til inde på forskudsopgørelsen, hvis du vil undgå et smæk.

Stop ikke ved læsningen - gå ind på Skats hjemmeside nu og finjustér din forskudsopgørelse for 2024. Hvis du får styr på den, vil du undgå overraskelser, når årsopgørelsen lander til foråret.

 

Simon SchmidtArtiklen er skrevet af Simon Schmidt, som er journalist i HK Privat. 
Har du kommentarer til artiklen, er du velkommen til at sende en mail til mig på simon.schmidt@hk.dk