Statens serum institut

Det er de færreste danskere, der kan høre ordet ‘corona’ uden at give et lille suk. Alene tanken om restriktioner, nedlukning, PCR-test, isolation, smittetal, hjemmearbejde, pressemøder – og kan I stadig huske, da folk hamstrede toiletpapir?

Men en af dem, der sukker ekstra højt, er direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum. Han blev ny direktør midt i det hele og skulle jonglere både 1.000 medarbejdere, en historisk pandemi og ikke mindst at være et offentligt kendt ansigt.

Selv om corona-pandemien var altoverskyggende fra dag ét, har han i et interview med os beskrevet, hvordan han som leder er mere optaget af at have en stærk organisation med en god kultur, hvor medarbejderne har et klart formål og mærker, at de har en både vigtig og værdsat rolle.

Er det et samarbejde, hvis man allierer sig mod de andres spørgsmål?

Ullum understreger, at han “ønsker at skabe en arbejdsplads, der er mere end bare et sted, hvor man tjener sine penge”. Og nu, hvor de med hans egne ord “er gået fra krise til en mere normaliseret arbejdsdag”, så er der også tid til at se på de mere grundlæggende ting som fx det interne samarbejde. Her viste det sig, at der var et klart forbedringspotentiale for blandt andet samarbejdsudvalgsmøderne.

- Tidligere var der to sider af bordet, og hver side havde formøder, hvor man blev klædt på til, hvad man skulle svare og ikke svare. Det var ikke et samarbejde. Det var møder, hvor der blev stillet krav, og der blev afvist krav, oplevede direktøren.

Derfor har han ændret formatet, så det er langt mere konstruktivt i dag, mener han:

- Helt grundlæggende skulle det ikke være et forhandlingsforum – det meste klares jo i overenskomsten – men et dialogforum, hvor det handler om at gøre, hvad der er bedst. Vi er afhængige af samarbejdet med tillidsrepræsentanter og bruger dem blandt andet til at få tilbagemeldinger på, hvad der fylder noget. Nu samarbejder vi om at finde løsninger. Derfor prioriterer vi nu tidligt at dele, hvis der er ændringer i horisonten, så vi kan tale om, hvad vi tror, der skal ske, frem for proforma blot at orientere. Det er både sjovere og mere produktivt.

"Vores tillidsrepræsentanter har været fantastiske"

Ifølge Henrik Ullum har særligt det at skulle skalere organisationen op under covid-19 for herefter at skalere ned igen været en udfordring, hvor de har haft stor glæde og gavn af det stærke samarbejde med TR’erne i huset. Han forklarer:

- Vi kunne kun håndtere det så godt, fordi vi har et velfungerende samarbejdsudvalg. Vores tillidsrepræsentanter har været fantastiske til at pege på områder, der har krævet en ekstra ledelsesindsats, siger Henrik Ullum.

Ud over at skabe rammerne for et bedre samarbejde ved at ændre formålet for møderne, har de desuden indført fælles videoreferater. Ændringerne har medført, at de har et mere positivt samarbejde, at de er mere gensidigt tilgængelige, og at deres indsats er mere synlig for medarbejderne.