Biblioteker i Albertslund og i Vejen oplever hærværk på bibliotekerne i den selvbetjente åbningstid. Foto: Mostphotos

Personer “sad med benene oppe og røg”, “smed med puder”, “kørte på løbehjul”, “kastede med papir”, “dampede på e-cigaretter” og “forsøgte at få en cykel med ind på biblioteket”.

Sådan lød nogle af de episoder i den selvbetjente åbningstid på Albertslund Bibliotek, der blev fremlagt for Kultur- og fritidsudvalget – og det var bare for september måned.

Kommunen sætter nu en række tiltag i værk.

Fx skal døren lukke hurtigere, så ventende personer ikke kan nå at slippe med ind, ligesom systemet til adgang omstilles, så man ikke kan åbne døren uden sit sundhedskort.

Desuden vil vagten være mere til stede i og omkring biblioteket i den selvbetjente åbningstid om aftenen.

Vejen lukker helt i

I Vejen går man mere hårdt til værks fordi man simpelthen er så træt af hærværk, at man nu lukker de selvbetjente biblioteker helt kl. 18 på hverdage og kl. 16 i weekenden.

Her er det ødelagte toiletter og møbler, tomme spiritusflasker, affald smidt på gulvene og graffiti på vægge og fliser, der møder medarbejderne ved bibliotekerne i Brørup og Vejen.

Og fordi biblioteket ligger tæt ved banegården, er det blevet brugt af andre kommuners unge til forfester op til weekenden.