300 medlemmer samlet til Julebanko i HK Midt

Foto: Over 300 medlemmer var samlet til julebanko til et godt formål en mandag aften i november.

 

”Skal du med til julebanko på HK i år?” Det skortede ikke på opfordringer til at deltage i det efterhånden ganske traditionelle julebanko i Odin Havnepark, da HK Midt tidligere på året annoncerede datoen for årets bankospil. For på flere arbejdspladser og på tværs af sektorer mødes HK’ere til en hyggelig begivenhed med en velgørende vinkel. Mandag aften var ingen undtagelse:

   - Der var igen i år over 350 tilmeldte til vores julebanko. Det er udsolgt og ensbetydende med et stort salg af de MANGE spilleplader, der giver indtægter til årets gode formål. Det er i år Headspace, der under deres slogan ”Nogen at tale med” vil forstå at omsætte hver en indsamlet HK-krone i rådgivning for unge mellem 12 og 25 år, fortæller Anne Marie Bay, der er fællesformand i HK Midt.

 

Opråberne sad på scenen og delte de mange gaver ud når der var banko

Foto: Opråberne sad på scenen og delte de mange sponsorerede gaver ud når der var banko i salen

 

Hele 35.980 kroner til Headspace!

   - Der skal selvfølgelig lyde en stor tak til de mere end 300 HK’ere, der slog vejen forbi Lumbyvej for at hygge sig sammen og samtidig lægge nogle gode danske kroner i spilleplader. Jeg vil dog også gerne takke de medarbejdere, der knokler med det her ret store arrangement, og de mange sponsorer, der igen i år har stillet så flotte præmier til rådighed. I gør en kæmpe forskel sammen med os og vores medlemmer, konstaterer Anne Marie Bay.

   - Alt i alt blev det faktisk til hele 35.980 kroner til Headspace, fordi HK Midt donerer 10.000 kroner oveni de 25.980, som medlemmerne har doneret med deres spillepladekøb. Jeg er stolt af, at vi kan kalde så mange HK’ere sammen, der er klar til at hjælpe med at hjælpe, og at vi sammen kan samle så stort et beløb ind.  

 

Gruppe af ansatte hos HK Midt med nissehuer på

Foto: Holdet fra HK Midt bag årets julebanko. Fra venstre: Mary-Ann, Lasse (Mariannes søn), Marianne, Mette, Anne Marie, Joan, Heidi, Kamilla, Eva og Inge.

 

Fakta - Headspace

Hvis du vil læse mere om Headspace, der i år modtager de 35.980 kroner fra HK Midt’s julebanko, så kan du kigge med her: https://headspace.dk/