unge foran telte

Ulandssekretariatet, som er fagbevægelsens udviklingsorganisation, har haf held med at samle fagligt aktive unge fra hele verden om fælles udfordringer.

Hvorfor er nogle fag hovedsageligt domineret af kvindelige studerende og medarbejdere, mens andre fag næsten udelukkende vælges af mænd? Tendensen til kønsopdelte studier og fag er en realitet både ude i verden og hjemme i Danmark. Uanset, hvor i verden man kigger hen, er der fx en stor overvægt af kvinder blandt sygeplejersker, mens man typisk skal kigge langt efter kvinder på byggepladser.

Herhjemme kommer det kønsopdelte arbejdsmarked også tydeligt til udtryk, når man sammenligner den private sektor med den offentlige: Mænd er markant overrepræsenterede i private virksomheder, mens kvinder ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) udgør mere end to tredjedele af de offentligt ansatte.

Unge HK’ere har i den forbindelse diskuteret ligestilling med unge fra Rwanda. De fandt ud af, at mange tendenser går igen på tværs af landegrænser, fortæller Louise Konnerup, som er aktiv i HK Ungdom og har deltaget i projektet.

- Vores problematikker er så ens, selv om vi er mange tusinde kilometer fra hinanden, siger hun.

Unge viser vej til Verdensmålene

Louise Konnerup og en gruppe unge HK’ere deltager i fagbevægelsens udviklingsorganisation Ulandssekretariatets ’Unge Viser Vejen’-projekt. Unge kontoransatte, metalarbejdere, SOSU'er, elektrikere og pædagoger fra Danmark, Rwanda og Kenya mødes online, deler udfordringer og inspirerer hinanden til løsninger. De diskuterer ligestilling og andre af FN’s 17 Verdensmål. Louise Konnerup har faciliteret onlinemøderne mellem de unge HK’ere og fagligt aktive unge fra Rwanda.

- Det er i virkeligheden mange af de samme problematikker, vi har i Danmark og i Rwanda. ’Kvindejobs’ og ’mandejobs’ er ikke lige. ’Kvindejobs’ eller ’bløde jobs’ bliver set ned på og underprioriteret lønmæssigt, siger hun:

- Vi bliver nødt til at få ind i kulturen, at sådan skal det ikke være længere, ellers bliver vi aldrig rigtigt ligestillede.

Kvinde i et mandsdomineret fag

I Rwandas hovedstad Kigali har Akayezu Laurence netop hængt arbejdshjelmen på plads, da hun tager telefonen på sit kontor i byggearbejdernes fagforbund STECOMA.

- Flere af de udfordringer, vi har i Rwanda, har man også i Danmark – fx behovet for ligeløn og et stop for chikane, siger Akayezu Laurence.

Hun er en af de unge fra Rwanda, som unge HK’ere har diskuteret ligestilling med. Akazeyu Laurence fortæller om en skæv kønsfordeling.

- Langt de fleste kvinder har underordnede stillinger, siger hun:

- Kvindelige ingeniører finder man stort set ingen af, og kun ganske få er uddannet som murere, tømrere eller inden for andre håndværksfag.

Selv har Akayezu Laurence taget en bachelor i elektronik og telekommunikation og arbejder nu i den mandsdominerede byggebranche.

- Jeg kan godt lide at gå forrest og vise, at man som kvinde kan gøre sig gældende i en mandsdomineret verden, siger hun.

Kampagner i Danmark og Rwanda

Ifølge VIVE er en af konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked i Danmark, at kvinder i gennemsnit får lavere løn end mænd, fordi lønnen i snit er lavere i kvindedominerede fag. Ifølge en vidensoversigt fra VIVE lægges kimen til det kønsopdelte arbejdsmarked i de unges uddannelsesvalg, hvor ”mange piger vælger uddannelser, hvor der i forvejen er flest piger” og vice versa.

For at tage et opgør med stereotype forestillinger om køn og fag har de unge i Danmark og Rwanda taget initiativ til en række kampagneaktiviteter.

Louise Konnerup har fx været på Ungdommens Folkemøde, hvor unge festivalgængere i HK’s stand blandt andet kunne skrive deres drømme for et mindre kønsopdelt uddannelsessystem. I Rwanda vil gruppen fx lave oplysningskampagner i radio og på sociale medier.

Unge viser vej til FN’s verdensmål

Fagligt aktive unge fra Danmark, Rwanda og Kenya sætter fokus på Verdensmålene. De mødes online, diskuterer fælles udfordringer og inspirerer hinanden til løsninger. I Danmark er HK, FOA, Dansk El-Forbund, Dansk Metal, og BUPL med i projektet. Ulandssekretariatet er fagbevægelsens udviklingsorganisation og står bag projektet. Det er støttet af Engagementspuljen, som forvaltes af CISU og finansieres af Udenrigsministeriet.