
Frederik Weiglin Lund med sine blomster og sit diplom efter kåringen som Årets Elev inden for shipping.
- Det fedeste ved at være speditions- og shippingelev er, at man skal løse puslespil. Man skal have det hele til at gå op, og man løser en masse problemer. Det var godt nok et tilfælde, at jeg kom hertil, men det har fanget mig fra dag 1. Jeg får mere og mere ansvar og kan mærke min udvikling, fortæller Frederik Weiglin Lund.

Fra venstre: Jann Guldhammer, organiseringskonsulent i HK Privat Østjylland, Frederik Mandrup, der er leder og indstiller for Årets Elev inden for shipping, Frederik Weiglin Lund og Tina Bjerre Tørring, formand for HK Privat Østjylland.
Og det med udviklingen er hans chef, Frederik Mandrup, enig med ham i. Så enig, at han indstillede eleven i HK Østjyllands konkurrence Årets Elev med denne indstilling:
Frederik fortjener prisen som årets elev ud fra det seneste år som elev ved Jumbo Transport. Siden sin start har han udviklet sig meget, og der er potentiale til meget mere. Han har påtaget sig ansvaret for de opgaver, han er blevet tildelt med positivt og åbent hjerte. Derudover har han sat sig grundigt ind i, hvordan alle mekanismer virker, ved at være nysgerrig på flere aspekter end dem, der lå inden for sit område. Og så mærker vi andre på kontoret dagligt hans positive sind.
Juryen valgte Frederik
Juryen for Årets Elev består af Ditte Finsen, HR Business Partner ved Kuehne + Nagel A/S, Jeanette Nielsen Thomadsen, teamleder på Aarhus Business College, Tina Bjerre Tørring, formand for HK Privat Østjylland og Jann Guldhammer, organiser hos HK Privat Østjylland.
- Vi valgte Frederik, fordi det var tydeligt, at han levede op til alt det, man kan ønske sig af en elev. Han har gennemgået en stor personlig og faglig udvikling, han bidrager positivt til arbejdsmiljøet, han har talent for faget, og så har han vist gå-på-mod og engagement ud over det sædvanlige, siger formand for HK Privat Østjylland, Tina Bjerre Tørring, der holdt tale for Frederik Weiglin Lund ved overrækkelsen af diplomet.
Et kvantespring
- Det er surrealistisk, at jeg har vundet. Det er så stort, at min indsats og mit gå-på-mod er blevet værdsat så meget af både min chef og af juryen. Det giver mig virkelig lyst til at give den en ekstra skalle nu, siger Frederik Weiglin Lund.
Det var også en meget glad og stolt chef, der var med til at hylde Årets Elev:
- Han har taget et kvantespring i den tid, han har været her. Der har været nogle muligheder, hvor det stod ham frit for at tage mere ansvar eller lade være, og han tog det, og det har givet ham og os så meget, siger Frederik Mandrup.