
Fra venstre: Økonomielev Marius Rungstrøm Martinussen, elevansvarlig Mads Blirup og Marianne Glintborg, formand HK Privat Midt.
En kold og snerig december-dag drog en delegation fra HK Privat Midt mod Kerteminde. Under armen havde de både kage og et flot bevis på NEF’s velfortjente hæder som Årets læreplads. For de skulle på et uanmeldt besøg, som de dog var sikre på ville skabe glæde hos modtageren.
Der tog de ikke fejl. For direktør i NEF Fonden, Marianne Eriksen, var tydeligt stolt på medarbejdernes vegne, da hun fik overrakt beviset på en indsats, der gør en forskel for kontoreleven Marius:
- Det var helt vildt at blive overrasket på den her måde. Det havde jeg da ikke drømt om, og Marius har holdt det helt hemmeligt for alle. Det vidner bare om, hvor god en elev vi har. Han fik endda snydt Mads, den uddannelsesansvarlige, herind, selvom han har ferie, uden at han opdagede noget. Marius havde bare sagt, at det var en god idé, hvis han lige kiggede forbi, når han alligevel skulle herind i dag, smiler hun og fortæller om tilgangen til at have en elev på arbejdspladsen:
- Det er faktisk 25 år siden, at vi sidst havde en økonomielev, og da en kollega i økonomiafdelingen gik på pension efter 42 år i virksomheden, så talte vi om, at det kunne være fint at få et ungt menneske ind. For eksempel en elev, fordi vi også gerne vil et generationsskifte, og fordi vi faktisk gerne vil bidrage til at uddanne de unge mennesker. Derfor har vi også andre elever og lærlinge, selvom vi som mindre organisation lige skal finde nogle fagområder, der passer til det her. Det er dog bestemt ikke den sidste elev, vi skal have.
- Vi bestræber os på at tage godt imod alle medarbejdere, og vi sætter større og større fokus på, hvor vigtigt det er at onboarde både elever og uddannede. For det er den måde, hvor vi hurtigst skaber en tilknytning til arbejdspladsen, og allerede efter en måned kom Marius jo gående som om, det var hans virksomhed. Det kendetegner meget godt Marius’ tilgang, men viser også, at medarbejderne tager ejerskab på virksomheden, og så har vi opnået noget af det helt rigtige.

Foto: Marianne Glintborg, formand HK Privat Midt, læser Marius' indstilling til Årets Elevplads højt for de fremmødte kolleger i et mødelokale.
God plan og ungt blod
En anden figur, der uden tvivl spiller en stor rolle for Marius i hans tid som økonomielev i NEF Fonden, er Mads Blirup. Han er økonomimedarbejder og har været 27 år i virksomheden, hvor han selv er udlært – og så er han elevansvarlig for Marius:
- Det var vildt at blive overrasket og en god måde at gøre det på. Det er første gang i 25 år, vi har haft en elev i afdelingen, så vi var da spændte på, hvor detaljerede, vi skulle være i vores tilgang, men vi havde lavet en plan, så han kunne se, hvad han egentlig skulle igennem. Hvis planen ikke virkede, så vi kunne vi justere den og rette ind efter virkeligheden. Planen har nu passet meget fint, og vi har taget et step ad gangen med alle de forskellige systemer, vi arbejder i, siger han og tilføjer:
- I vores afdeling er vi fire medarbejdere, og jeg var tidligere den yngste med mine 48 år. Så jeg synes, det er fint at få noget indspark og noget ungt blod ind i afdelingen.

Foto: Ud over diplom og gavekort på 5.000,- til et socialt arrangement havde HK Privat Midt også en stor brunsvigerkage med, til deling på arbejdspladsen.
Sektorformand: ”Elever har brug for gode lærepladser…”
Det var Marianne Glintborg, sektorformand for HK Privat Midt, der overrakte beviset til NEF Fonden. I sin tale, hvor hun også læste Marius’ begrundelse for indstillingen op, sagde hun blandt andet:
”Elever har brug for gode lærepladser, og arbejdspladserne har brug for dygtige elever. Det vil vi i HK Privat Midt gerne sætte fokus på. Vi er derfor kommet i dag for at kåre årets læreplads. Ved at kåre årets læreplads, er vi i HK Privat Midt medvirkende til at fremme og synliggøre de initiativer og læringsmiljøer som arbejdspladserne skaber, og som kan give eleverne de bedste personlige, faglige og sociale betingelser i deres elevtid. Samtidig vil vi også gerne hædre det kollegiale fællesskab. Det er desuden vigtigt for os som fagforening at sikre, at elevtiden foregår under ordentlige arbejdsvilkår. Det er en stor glæde at kunne fortælle jer, at I har vundet HK Privat Midt’s pris som årets læreplads 2023, så stort tillykke til jer”.