
Det’ sørme, det’ sandt, det’ stress.
December er for mange forbundet med stress og julejag. Men behøver det være sådan? Gå fra jobbet med julefred og med disse fem tips, du kan læse på cirka samme tid, det tager at synge På Loftet Sidder Nissen.
Ekspertisen leveres af Jeanett Bonnichsen, hun har 59 jule i rygsækken, og så har hun afstresset danskere som psykolog og direktør i Center for Stress i tre årtier.
- Gør dit bord rent i god tid
Mange vil gerne i bund med arbejdet, inden ferien starter. Det er fint, men pas på med at slutspurte.
- Hvis du knokler sindssygt hårdt op til juleferien, stiger dine stresshormoner. Og så kommer du til at bruge de første feriedage på at trappe ned, fordi du tager stressen fra job med hjem til jul, siger Jeanett Bonnichsen.
- Så find i stedet ud af, hvordan du får ryddet dit skrivebord i god tid. Så du faktisk giver dig tid hele vejen hen over december til at få arbejdet til at lande stille og roligt.
- Hvis du ønsker julefred, skal du opsøge julefred
Julefreden indfinder sig ikke automatisk, påpeger Jeanett Bonnichsen. Hvis du er typen, som gerne vil bruge julen på nærvær og hygge, skal du gøre plads til det.
- Nærvær kræver nærvær. Det kan man ikke med en propfyldt kalender. Er du oppe i stresshormoner, bliver du låst og får tunnelsyn. Og så kan du ikke være åben og til stede over for andre mennesker eller holde en rolig pause med dig selv.
- Så hvis du higer efter en jul med indre fred og ro, skal du allerede geare ned nu. Derfor hænger tip 1 og tip 2 sammen, siger Jeanett Bonnichsen.
- Vær skarp på dine ja’er og dine nej’er
Det er ikke kun på jobbet, man skal være skarp på sine ja’er og nej’er. Mange af Bonnichsens klienter bliver pressede af de mange sociale aftaler, som julen kan indebære. Og hvis man i forvejen synes, at jobbet er krævende nok – og et socialt pres kommer oven i – ja, så kan man mærke det på stressniveauerne.
- Her skal man huske, at familie og venner kalder på dig af kærlighed og lyst. Men der er jo kun én selv til at tage hånd om sine behov. Så hvis man kun magter fx to besøg i julen, så må man gerne melde det ud.
- Og hvis man får dårlig samvittighed, så tænk: Hvad nu hvis det var den anden vej rundt? Ville jeg ønske, at én, jeg har kær, overanstrenger sig for at se mig? Det ville man jo ikke.
- Julemaden stresser kroppen. Så gå en tur
En del juletraditioner er bundet op på gode mængder mad, sukker og alkohol. Når vi propper os mætte til op over øreflipperne, overstimulerer vi kroppen, og så stiger stresshormonerne.
- Hvis du fylder rigtig meget flæskesteg, en masse kage og en halv flaske rødvin ind, så sætter du simpelthen kroppen på overarbejde. For den har egentlig ikke ressourcer til at fordøje alt det på én gang.
- Men helt ærligt – det er jul, og man må jo godt gå til den. Så jeg vil ikke skrue ned for flæskestegen, men jeg vil skrue op for gåturen. Gå dagligt en lang, god tur – gerne i dagslyset – så vil din fordøjelse, dit helbred og dit humør takke dig.
- Nap en pyjamasdag
- Jeg gider ikke moralisere. Juletiden er en skøn tid til at tage en ren slap-af-dag. Bare blive i sengen, hygge sig, og give sig selv lov til at være menneske, siger Jeanett Bonnichsen og fortsætter.
- Når man giver sådan nogle råd her, så taler man lidt ind i folks skyld og skam og alt det, man burde gøre, ikke? Og jeg vil egentlig hellere tale til menneskeligheden. Giv dig selv lov at være menneske. Tag en slapper.
- Det handler om at gøre noget godt for sig selv. Og en gang i mellem kan det egentlig være ved bare at give slip og ikke gøre noget skidt.
Hvorfor presser julen os egentlig?
.
Hvis du er ramt af stress, så find hjælp her
Artiklen er skrevet af Jacob Krag Linde, som er journalist i HK Privat.