- Det er fantastisk for os at få et sponsorat. I sidste sæson havde vi ikke et sæt spillertøj til håndbold-samarbejdet mellem Brande HK og Ejstrup/Hærvejens HK. Fælles tøj, håndbolden og ikke mindst holdsamarbejdet gør, at vi kan fastholde pigerne som håndboldspillere, og det gavner samtidig også fællesskabet på holdet, lyder det fra Anne-Mette Kongedam, næstformand for Brande Håndbold Klub.

 

U17-pigerne fra håndboldsamarbejdet Brande-Ejstrup/Hærvejen

U17-pigerne i de nye trøjer. Bagerst fra venstre: Jette Fogtmann (holdleder), Luna Cecile Høegh Gjerløv, Annemette Fogtmann, Mikkeline Hammer, Signe Eriksen, Troels Hammer (Træner), Sarah Sasser (Træner). Forrest fra venstre: Sofie Oxholm Skaarup, Ninna Jacobsen, Thilde Eriksen, Mette Iversen, Freya Pedersen og Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.

 

Vigtige omdrejningspunkter

- Sportsklubber og -foreninger er vigtige omdrejningspunkter for vores lokalsamfund. Børn og unge bruger meget tid og energi i klubberne, og forældrene, heriblandt mange af vores medlemmer, ligger et stort stykke frivilligt arbejde for fællesskabet. Til glæde for alle parter. Det vil vi gerne bakke op om, siger Inger Stranddorf, der er afdelingsformand for HK MidtVest.

 

- For HK MidtVest som lokal fagforening er det væsentligt at støtte de unge generationer og samtidig være med til at sikre aktive lokale samfund i det midt- og vestjyske. Vores unge skal jo gerne have lyst til at blive i landsdelen og uddanne sig, bo og arbejde her, forklarer Inger Stranddorf.

 

Fem hold har fået sponsorat

HK MidtVest deler hvert år sponsorater ud til fem lokale sportsklubbers børne- og ungdomshold.

 

Sponsoraterne er hver på 6000 kroner plus moms og skal gå til klubtøj, kampdragt eller lignende med HK MidtVests logo på.

 

I alt fem midt- og vestjyske ungdomshold har i 2023 søgt og fået sponsorat fra HK MidtVest.

 

Udover Brande Håndbold Klubs U17-piger er det Sunds Seahawks Floorball Clubs U13 hold, Aulum Gymnastikforenings ropeskipping hold, Bøvling Ungdoms- og Idrætsforenings teen volleyball hold og Resen Humlum IF’s U14 piger i fodbold.

 

Tidligere år er der uddelt sponsorater indenfor så forskellige sportsgrene som blandt andet cricket, svømning, roning, tennis, badminton, cykling, ishockey, gymnastik og padel.

 

Der vil blive åbent for nye ansøgninger i 2024, hvor klubber kan søge om sponsorat på hk.dk/sponsorat

 

Artiklen er opdateret 11. december 2023

Du får rabat med HK

Vi er mange. Faktisk ca. 218.000 medlemmer – og derfor kan vi lave stærke rabataftaler, som du har fri adgang til som en del af dit medlemskab. Du kan bl.a. spare mange penge på Alka-forsikringer. Som HK’er kan du desuden blive medlem af Forbrugsforeningen, hvor du får rabat på alt fra benzin og briller til tøj og isenkram.