
Illu.: Lars Andersen
Vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere …
Sådan lød det engang i en reklamefilm. Med vor tids aktuelle rekrutteringsudfordringer er sætningen ikke blevet mindre relevant. Især når det kommer til seniorer på arbejdsmarkedet.
Hele 42 procent af HK Kommunals medlemmer over 60 år svarer i en ny medlemsundersøgelse, at de vil overveje at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de fik flere fleksible muligheder. Ifølge Janne Gleerup, der er arbejdslivsforsker ved Roskilde Universitet, er der virkelig lavthængende frugter at plukke, hvis man tænker mere frihed og fleksibilitet ind i seniorordningerne.
- Når man tænker på, hvor meget forskning der peger på, at der er meget at hente i forhold til seniorerne, er det mig en gåde, hvor lidt der så bliver praktiseret. Det er virkelig svært at finde de gode eksempler. Og der er rigtig mange potentialer i seniorerne både i forhold til fastholdelse og rekruttering, lyder det fra Janne Gleerup.
Seniorer bliver et tema til OK24
Hun nævner blandt andet muligheden for at gå ned i tid, at man får andre opgaver, fx oplæring af nye kolleger, at man får barnebarnets første sygedag eller får mulighed for at kombinere arbejdslivet med pensionsløsninger.
- Fleksilitet og mulighed for gradvis overgang til pensionisttilværelsen er nøgleordene. Det kan både gavne arbejdsmarkedet og bidrage til, at seniorerne får en god afslutning på et langt arbejdsliv. Der er rigtig mange gevinster, slår Janne Gleerup fast.
HK Kommunals formand, Lene Roed, er enig med Janne Gleerup og har sammen med HK Kommunals bestyrelse vedtaget, at ”bedre vilkår for seniorer” er en del af HK Kommunals OK24-krav.
Vi vil sikre bedre rammer og flere muligheder for seniorerne.
- Ved OK21 var vi alle enige om, at alle skal have mulighed for et langt og godt arbejdsliv, og der skal arbejdes lokalt for at tilbyde seniorerne bedre muligheder, så de kan blive længere. Vi er langt fra mål, så det er stadig et tema, at vi vil sikre bedre rammer og flere muligheder for seniorerne, siger Lene Roed.