OK24 med stærke krav om løn, øget fleksibilitet for medarbejderne og et stærkt lokalt aftalesystem
CFU og Finansministeriet har i dag udvekslet krav. CFU går til forhandlingerne med stærke ambitioner om væsentlige lønforbedringer.
OK23 på det private arbejdsmarked har givet klar retning for de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Vi ved, at dansk økonomi er solid og bomstærk, også når vi ser fremad.
Som følge af den høje inflation de seneste par år har alle medarbejdere i den statslige sektor lidt et betydeligt reallønstab. Vi står samtidig ovenpå en 3-partsaftale, hvor der er behov for en tydelig og bred anerkendelse af den store indsats, som alle medarbejdere i staten dagligt yder for at holde velfærdssamfundet stærkt og velfungerende.
CFU stiller derfor krav om betydelige lønforbedringer, herunder generelle lønstigninger, der skal forbedre reallønnen for alle.
- For CFU er det afgørende, at vi opnår et resultat, som er mærkbart og som tydeligt kan ses på de statsligt ansattes lønsedler. Lønudviklingen i staten skal samlet følge den private lønudvikling. Det er afgørende for at de statslige arbejdspladser også i fremtiden er attraktive. udtaler Rita Bundgaard, formand for CFU.
CFU har derudover en række krav, der alle har til formål at forbedre rammerne for medlemmernes arbejdsliv og arbejdsmiljø. Det er krav, der både retter sig mod den enkeltes vilkår, men også mod arbejdspladsens samlede vilkår. Emnerne er fx øget fleksibilitet, forbedrede seniorvilkår, en styrkelse af den danske model og bedre rammer for kompetenceudvikling.
- Vores medlemmer ønsker fleksibilitet i hverdagen og over et langt arbejdsliv. Vores medlemmer ønsker et arbejdsliv med færre tidsmæssige udsving, og vores medlemmer ønsker en bedre balance mellem arbejdsliv og fritid. Alt dette står højt på medlemmernes dagsorden. Og så vil vi styrke vores aftalemodel centralt og ikke mindst lokalt i forhold til vores dygtige tillidsrepræsentanter. slutter Rita Bundgaard.
CFU - Centralorganisationernes Fællesudvalg - er en samarbejdsorganisation, der forhandler overenskomster og løser fælles problemer for statsansatte. Parterne i samarbejdet er Akademikerne, Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab SKAF samt Offentligt Ansattes Organisationer (OAO).