HK Kommunals udsendte journalist, Mogens Jepsen, i eksklusiv samtale med Julemanden. Foto: AI/Lars Pryds

Set med administrative briller bevæger den kære julemand sig i et grænseland. Kommunalbladet har fået et eksklusivt interview og går tæt på en række forvaltningsmæssige problemstillinger.

Har du egentlig folkeregisteradresse i Danmark?
- Hmm, strengt taget er jeg nok hjemløs. Eller man kan sige, jeg er flyvende grænsependler.

Hvordan med den nye teknologi. Bruger du den?
- Myndighederne har krævet at alle gaveønsker fra børn skal foregå via E-juleboks, så nu har jeg været på borgerservice for at få MitID, så jeg kan logge ind og se ønskesedlerne.

Man hører meget om nedskæringer i administrationen? Skærer du også ned?
- Nej, tværtimod, der er endnu flere opgaver, der skal klares. Man tror digitaliseringen løser alt, men tænk på alle de digitale julekalendere, der nu skal holdes øje med. Og med de stigende priser på brændstof til rensdyrene har jeg ansat en HK’er til at optimere mine ruter og lagerstyring.

Nu har gavekommissionen afsluttet deres analyse omkring ulighed i gaveniveauet i Danmark.
Er der nogen grupper, du synes, har fortjent et gaveløft?
- Uha, som julemand skal man jo passe på ikke at gøre forskel, men jeg synes, alle de offentlige ansatte der arbejder på kontor med kun 19 grader har fortjent en god strikket trøje – af merinould selvfølgelig.

Hvordan ved du, hvilke børn der har fortjent ekstra store gaver?
- Det er også et kæmpe arbejde, men i år er jeg blevet hjulpet af, at der har været et kæmpe datalæk i Aula, og de beskeder fra lærere og forældre er altså en guldgrube for sådan en som mig.

Hvornår har du sidst været på efteruddannelse?
- Nu nærmer jeg mig jo de 250 år og tænker, om det overhovedet kan betale sig. Er det kompetence­udvikling, de kalder det?

Ja, men så må en seniorordning vel være noget for dig?
- Ja, Mette F, statsnissen, ringede godt om det. Hun vil åbenbart gerne have, at jeg bliver lidt længere på julemarkedet. Jeg sagde, at hvis bare jeg kunne få udskiftet puderne i kanen til Hästens, så var jeg glad og kunne også tage en tiptip-morfar midt på dagen.

Har du haft din årlige MUS-samtale?
- Tjo, hos os kalder vi den dog RENS-samtale. Den gik godt, nok mest fordi vi delte en ramme nisseøl.

Er der slet ikke noget, du skal arbejde med på det julefaglige eller person­lige plan?
- Joo, altså jeg fik at vide, at jeg nok burde arbejde med mit grin. Hohohøhøhæ …