
Fritvalgskontoen kan bruges til flere forskellige ting. Nu stiger den med 2 pct.
Fra enten d. 1. marts eller d. 1. april 2024 får du flere penge for dit arbejde, hvis du er på en af HK Handels overenskomster. På de fleste overenskomster sker det ved, at der bliver der lagt 2 pct. oven i Fritvalgs Lønkontoen.
Hvis du fx arbejder på HK Handels største overenskomst – nemlig butiksoverenskomsten med Dansk Erhverv Arbejdsgiver - så skal din arbejdsgiver fra d. 1. marts indbetale 9 pct. af din ferieberettigede løn i stedet for 7 pct. Hvis du fx har en månedsløn på 24.000 kr., så vil du fremover få sat 2160 kr. ind på din Fritvalgs Lønkonto, hvor du før har fået sat 1.680 kr. ind.
Fritvalgsordningen kan bruges på flere forskellige måder alt efter, hvad du har behov for, og hvad du har aftalt med din arbejdsgiver. Pengene kan bl.a. blive udbetalt, når du har brug for det, de kan blive indbetalt til pension eller de kan veksles til mere frihed.
Her kan der være forskel
På nogle overenskomster er der ikke en Fritvalgs Lønkonto. Fx er der på overenskomsten med Drivkraft Danmark for servicestationerne i stedet en såkaldt særlig opsparing, som stiger med 2 pct. Du kan læse mere om, hvad der gælder for din overenskomst her. Hvis du er i tvivl om, hvilken overenskomst du er dækket af, kan du se det ved at logge på Mit HK, eller du kan spørge din tillidsrepræsentant.
Derudover er der også lidt forskel i forhold til, hvornår stigningen sker. På de fleste overenskomster er det d. 1. marts. Men på overenskomsterne mellem HK Handel og Danske Slagtermestre samt på overenskomsten for mellemledere mellem HK Handel og Coop Danmark A/S stiger indbetalingen til fritvalg i stedet d. 1. april.