Would you like to read the article in English? Go to the article here

Byggeriet Femern Bælt-Tunnelen er en af Danmarks største arbejdspladser og beskæftiger omkring 2.800 mennesker.

HK Privat Sjællands faglige konsulent, Niclas Rasmussen, har også været beskæftiget på byggepladsen de seneste par år. Han bygger dog ikke de store tunnelelementer, men en del af hans arbejde er at sikre gode arbejdsforhold for dem, der gør.

Niclas Rasmussen med sikkerhedsudstyr på

Niclas Rasmussen har sikkerhedsudstyret i orden, når han bevæger sig rundt på pladsen. 

Sproget kan være en barriere

Da det er udlændinge, der typisk arbejder på byggeriet, er der flere udfordringer ved at organisere, fortæller Niclas Rasmussen.

- Det er klart, at udlændinge er svære at organisere og komme ind på livet af alene på baggrund af sprogbarrierer. Det er ikke altid, de snakker engelsk. De taler typisk heller ikke dansk, og det er en udfordring, når man skal skabe relationer, forklare de faglige regler og danske love samt forsøge at skabe tillid og opbakning til at få styrket det lokale faglige fællesskab på tværs af mange kulturer fra hele verden, siger Niclas Rasmussen.

Derfor er fagforeningerne under BAT-kartellet gået sammen om at etablere et lokalt ’Fagforeningernes Hus’. Her samarbejder de om at organisere de ansatte og forhandle med såvel bygherren Femern Bælt, de store konsortier FBC og FLC samt en lang række underleverandører på byggeriet.

Hvad er BAT-kartellet? 

Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT) er en faglig samarbejdsorganisation for 7 forbund, der alle er med i FH. Forbundene er følgende:

- 3F
- Malerforbundet
- Blik- og Rørarbejderforbundet
- Dansk El-Forbund
- Dansk Metal
- HK Privat
- Teknisk Landsforbund

Forbundenes medlemmer, som er beskæftiget i bygge- og anlægssektoren, er tilmeldt BAT-samarbejdet, svarende til ca. 90.000 medlemmer.

Op til 15 forskellige nationaliteter

Niclas Rasmussen arbejder primært med at lave fagligt arbejde, målrettet funktionærerne på byggepladsen. En gang om ugen er han også mødeleder, når de 7 fagforeninger i BAT-kartellet skal koordinere deres faglige arbejde.

Det faglige arbejde spænder bredt. Det er både at sikre anstændige bolig- og fritidsmuligheder, indgå overenskomster, sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejde, organisering af de ansatte og servicering af TR/AMR, arbejde med elev- og lærlingeforhold samt indgå lokale aftaler om løn, skiftehold, rådighedsvagter og så videre.

Under forhandlingsmøder med FLC har Niclas Rasmussen oplevet op til 5 forskellige nationaliteter blandt mødedeltagerne, mens der ved medlemsmøder har været op til 15 nationaliteter. Dette er en udfordring, men også en spændende og lærerig erfaring, mener Niclas Rasmussen.

- Den danske aftalemodel er jo unik, men det er de færreste arbejdere og funktionærer i Rødbyhavn, der kender til vores danske model i praksis. Den danske arbejdsmarkedsmodel skal læres og forstås først. Dette forsøger vi dagligt, når vi samarbejder i BAT-kartellet, siger Niclas Rasmussen.

Niclas Rasmussen på kontoret.

Niclas Rasmussen på sit kontor i Fagforeningernes Hus i Rødbyhavn. 

Gode resultater

HK Privat har både forhandlet overenskomster med FBC (ansvaret for gravearbejdet) og FLC (ansvaret for byggeriet af tunnelen).

Hos sidstnævnte er der også valgt en tillidsrepræsentant for gruppen af laborantassistenter, som arbejder både dag og nat med at få tage prøver at betonstøbningerne. På administrationsområdet vælger de ny tillidsrepræsentant i denne måned.

- Det kræver fagligt sammenhold og vedholdenhed på arbejdspladsen at opnå resultater. Så godt gammeldags fagforeningsarbejde virker stadig – men det kræver tid og ressourcer, siger Niclas Rasmussen.

Der er indtil videre blandt andet opnået en højere minimumsløn for alle voksenelever – en stigning på 2.000 kr. om måneden – og bedre ferieopsparingsregler. Der er også indgået lokale aftaler for de enkelte afdelinger om arbejdstid og løn for arbejde på forskudte tider, skiftehold, natarbejde og rådighedsvagter med videre.

Kontakt Niclas Rasmussen

Arbejder du på Femern-byggeriet? 

Vil du vide mere om HK og det faglige fællesskab? Du er altid velkommen til at kontakte Niclas Rasmussen på tlf. 2146 1243 eller niclas.rasmussen@hk.dk

Fagbevægelsens tilstedeværelse forebygger problemer

Flere undersøgelser af byggebranchen i Danmark har dokumenteret, at der er store problemer for migrantarbejderne, der blandt andet bliver presset til at udføre arbejdet hurtigere end andre på arbejdspladsen og har dårligere lønvilkår.

Vil du vide mere om migrantarbejderes forhold til Danmark? Læs mere her

Det er også typisk de grupper, som får det farlige arbejde. Migrantarbejderne får det tungeste og mest nedslidende arbejde – altså et A- og B-hold på arbejdsmarkedet i den danske byggebranche.

Denne forskelsbehandling er ulovlig, men den kan være særdeles vanskelig at bevise i praksis, især hvis migrantarbejderne er uorganiserede.

Heldigvis har sådanne sager endnu ikke ramt Niclas Rasmussens skrivebord. Han er ikke i tvivl om, at det virker positivt forebyggende, at arbejdsgiverne ved, at den danske fagbevægelse er til stede og holder øje med forholdene på byggeriet.

Femern Bælt-Tunnelen forventes at stå færdig i 2029. Det er planen, at fabrikshallerne i Rødbyhavn skal blive stående, når tunnelen er færdig.

Femern-byggeriet set fra oven
Byggeriet af Femern set fra oven.