rita bundgaard

- Staten drives for vores alle sammens skattekroner, og alle borgere har en forventning til, hvad velfærdssamfundet skal levere. Derfor har vi et ansvar for og pligt til at tale om, hvordan man prioriterer pengene og ansætter de rigtige medarbejdere til opgaverne, siger Rita Bundgaard i Berlingske 22. april.

- De bedste kompetencer ligger ikke altid hos dem med de længste uddannelser. Det er et faktum, vi bliver nødt til at forholde os til, siger Rita Bundgaard i dag i Berlingske.

Avisen har interviewet HK Stats formand om udviklingen i statens personalesammensætning.

En konsensus om, at hvis man er uddannet på det øverste trin, så kan man det samme som dem på de øvrige trin – og mere til.

- Det passer bare ikke. Intet kunne faktisk være mere forkert, siger Rita Bundgaard og giver i Berlingske et konkret eksempel:

- En højt kvalificeret jurist har jo ikke en administrationsfaglighed inden for regnskab og budgetter.

Kompleksitet kan også gå den anden vej

Ligesom eksperter peger hun især på den voksende mængde lovgivning, der kommer fra Christiansborg – som tilmed bliver mere kompleks.

- Den kompleksitet har jo helt sikkert været skyld i en del af forskydningen mod mere akademisk arbejdskraft, siger Rita Bundgaard og tilføjer et men:

- Så markant har udviklingen bare slet ikke været. Der findes helt sikkert opgaver, der er blevet så komplekse, at der skal en akademisk faglighed til. Men det kan sørme da også gå den anden vej. Det taler vi bare aldrig om.

En ledelsesopgave at trimme sin organisation

Den eksplosive vækst i antallet af akademikere i staten gør den offentlige sektor dyrere. Men ikke nødvendigvis bedre, påpeger hun.

- Det er en ledelsesopgave at trimme sin organisation og se på, hvordan man bedst og mest effektivt løser sin opgave. Hvis man var en produktionsvirksomhed, ville man se på, om man havde de rigtige maskiner og de rette personer ansat. Det skal man blive skarpere på i staten, lyder argumentet.

- Ledere bør i langt højere grad forpligtes til at foretage en grundig, konkret vurdering af, om en ledig stilling kan besættes med ikkeakademisk arbejdskraft, siger HK-formanden.

- Staten drives for vores alle sammens skattekroner, og alle borgere har en forventning til, hvad velfærdssamfundet skal levere. Derfor har vi et ansvar for og pligt til at tale om, hvordan man prioriterer pengene og ansætter de rigtige medarbejdere til opgaverne, siger hun i avisen.

Dette er citater fra en længere artikel i Berlingske Business mandag den 22. april 2024.