ok24 elementer

Herunder kan du se de enkelte dele af OK24 i kort form. Hvis du vil se flere detaljer, kan du gøre det her: Se alle elementerne i OK24

1. april 2024

Lønnen stiger med 5,89 procent. Det er den første af 3 stigninger, som samlet udgør 7,40 procent over 2 år. Du skal dog næppe regne med at se pengene på din lønseddel allerede ved næste lønudbetaling, da en ny overenskomst giver ekstra arbejde hos kollegerne i HR og lønkontoret. Ofte går der 2-3 måneder, før arbejdsgiveren er klar til at udbetale den regulerede løn, nogle gange længere. Du får selvfølgelig alle dine penge med tilbagevirkende kraft – dog uden renter.

Fuld pensionsindbetaling til alle, da minipensionen er borte. Det betyder, at en ansat i staten fremover vil få minimum det fulde pensionsbidrag på 15 procent allerede fra ansættelsestidspunktet.

Bedre barsel for fædre og medmødre, som får udvidet deres lønret med 3 uger. Dermed er far/medmor sikret løn under den øremærkede del af orloven og desuden ligestillet med mødre i forældreorloven. Tilsvarende får adoptanter 3 ugers ekstra lønret i alt.

Den særlige feriegodtgørelse forhøjes med 0,52 procent til 2,02 procent.

Tillidsrepræsentanter får mulighed for at mødes med nyansatte kolleger i arbejdstiden.

1. april 2025

Lønnen stiger med 1,31 procent.

Pensionsprocenten stiger til 16 procent. Samtidig kan du vælge, om én procent skal udbetales som løn, sættes ind på pensionen eller lægges i en ny opsparingsordning.

Provinssatsen for elever bortfalder, så elever aflønnet på denne sats vil overgå til en ny enhedssats svarende til hovedstadssatsen.

Elever over 18 år får en lønforhøjelse på knap 4.000 kroner om året for 3. og 4. år.

Kontorelever og laboratoriepraktikanter, som fylder 25 år i løbet af deres elevtid/praktik, får voksenelevløn/voksenpraktikløn fra måneden efter, de er fyldt 25 år.

Grundlønnen løftes for 3 lavtlønnede grupper: Kontoransatte uden erhvervsuddannelse på løngruppe 1 og ansatte på skatteområdet, der ikke har gennemgået en erhvervsuddannelse, på løngruppe 1, og laboratorieansatte uden uddannelse til laborant på løngruppe 1 får alle et særligt lønløft.

Tillidsrepræsentanter på geografisk adskilte institutioner, eller hvor antallet af medarbejdere i en medarbejdergruppe er større end 100, har ret til at aftale forhandling om tillidsrepræsentantstrukturen.

1. maj 2025

Ny opsparingsordning med mulighed for at spare op til 15 dages frihed op til senere brug. I ordningen kan du indsætte afspadsering som godtgørelse for overarbejde, merarbejde, konverteret ulempetillæg, weekendarbejde, inddragelse af fridag, 37/3, og særlige feriedage (6. ferieuge). Du kan kun sætte tid ind på ordningen – ikke penge.

1. november 2025

Lønnen stiger med 0,20 procent.

Det fortsætter uændret

TR-fonden vil fortsat bidrage til, at tillidsrepræsentanter kan understøtte HK’ernes kompetenceudvikling.

Kompetencefonden får fortsat fyldt puljerne op, så statens ansatte kan søge tilskud til efter- og videreuddannelse. Frem til 31. marts 2026 sker det 6 gange. Næste gang, der åbnes for ansøgninger, er 22. maj 2024 klokken 10.