Sanne Rydahl
Sanne Rydahl

Af Sanne Rydahl, lægesekretær på Akutafdelingen på AUH. 

 

Lægesekretæren, der er akutsekretær, modtager meldingen over radioen. Her kan hun høre hvilken patient, det drejer sig om, og hvad der er sket. Patienten er så slemt tilskadekommen, at der ikke kan gives sikker ID, så sekretæren genererer et erstatnings-cpr-nummer i IT-systemet, så patienten kan registreres og modtages på traumestuen. Hun skriver, hvad patienten har været udsat for, hvilke skader patienten har, og hvornår det forventes, at patienten ankommer til Akutafdelingen. Meldingen modtages i samarbejde med dagens akutlæge.

Akutsekretæren ringer til Helikopter Kontrolcenteret og fortæller, hvornår helikopteren ankommer til hospitalet. Desuden ringer akutsekretæren også til serviceassistenterne, der skal være med til at modtage patienten på helikopterplatformen.

Straks efter bestiller lægesekretæren blodprøver, CT-skanning, ultralyds- og røntgenundersøgelser i den elektroniske patientjournal, og hun udskriver labelark med patientens data. Fordi patienten bløder kraftigt, bestiller lægesekretæren også afhentning af blodpakker fra Blodbanken.

Traumesekretæren ankommer på stuen sammen med det øvrige personale, og hun sikrer, at patientdata er på alle de papirer, der udleveres til det øvrige personale. Patientens data bliver skrevet ind i journalen og herefter udfyldes der en lang række data i forskellige databaser, så den tidstro registrering bliver overholdt. Hun skriver hurtigst muligt alle de notater, lægen undervejs har dikteret på patienten, ind i journalen, så det hele ligger klar, når patienten overflyttes til Intensiv, Operationsgangen eller Sengeafsnittet.

Traumesekretæren sørger også for, i samarbejde med narkoselægen, at patientens erstatnings-cpr-nummer kobles sammen med patientens rigtige cpr-nummer, og så sikrer hun, at de forskellige involverede afdelinger får besked.

Fordi patienten fik benbrud og mulig skade på nakken ved ulykken, sætter sekretæren ham på en patientliste, så hans status og alle de skanninger, han har fået lavet, kan blive drøftet til Traumekonference ved ortopædkirurgerne.

Når patienten sikkert er identificeret, skal erstatningscpr-nummeret udskiftes med korrekt cpr-nummer, efter der er konfereret med narkoselæge og den afdeling, hvor patienten nu ligger.

Såfremt det viser sig, at en ukendt patient eksempelvis er en turist, skal der indhentes ID-papirer til kopi og arkivering i den elektroniske patientjournal og indhentes flere persondata i forhold til, at der evt. skal udstedes en regning fra regnskabsafdelingen. Der skal atter oprettes et nyt erstatnings-cpr-nummer, før der kan skiftes.

Afslutningsvis sørger sekretæren for, at alle de administrative lovkrav til patientens journal bliver overholdt og ajourført, og hun påsætter diagnose og skriver til sidst et udskrivningsbrev til egen læge, hvor lægen kan læse, at patienten har været i et trafikuheld, og hvad der herefter er sket, samt hvad der er planlagt efterfølgende.

Inden det sidste punktum er sat, ankommer den næste patient …

Når jeg deler min hverdag med jer, er det for at vise jer lidt af alt det, der sker bag linjerne. Alt det, som får det hele til at hænge sammen. Men også det som spareivrige politikere glemmer, når de bare kalder os de kolde hænder og siger, at der let kan spares på administrationen.

Lægesekretærer har varme hjerter og hurtige hænder på tastaturet. Uden os er der ikke nogen, der binder sundhedsvæsenet sammen. Tænk på os næste gang du hører en politiker sige kolde hænder og administration som om, at vi bare er noget, der uden konsekvens kan spares på.