Af Pia Borup, lægesekretær på Intensiv, AUH

Når en patient bliver indlagt på Intensiv, registrerer jeg patientens ankomst og stamafsnit i systemet. Hvis patientens tilstand ændrer sig, og der er behov for at skifte stamafdeling eller speciale – fx fra kirurgisk til medicinsk – sørger jeg for den nødvendige opdatering og tidstro registrering i journalen.
Jeg er ansvarlig for at skrive journalnotater for alle de specialer, patienten hører under eller behandles af, samt for at dokumentere tværfaglige konferencer og mange behandlinger og procedurer. Dette gøres, for at patientens forløb er dokumenteret rettidigt ift. behandling og pleje.
I samarbejde med sygeplejerskerne faciliterer jeg en dagbog for at give patienten en fornemmelse af den tid, som svandt, mens vedkommende var indlagt. Jeg printer og arkiverer billeder relateret til behandling og personlige billeder til dagbogen. Ved udskrivelse af patienten sørger jeg for, at journalmaterialet er klar - især hvis patienten skal overflyttes til et hjemsygehus uden for Region Midt eller til udlandet.
Hvis en patient afgår ved døden, arrangerer jeg et møde med de pårørende, hvor de indkaldes til en samtale med den, eller de læger og sygeplejersker, som har haft patienten i behandling og pleje. Dette kræver koordinering og planlægning.
Jeg kan også løbende have kontakt med politiet, kommunen, hjemmeplejen, sagsbehandlere og pårørende både indenlands og udenlands for at indhente eller formidle nødvendige oplysninger. "Til rette vedkommende"-breve skrives ofte, også på engelsk, til brug i forsikringssager, til kommuner og/eller til brug i patientens hjemland.
Når udenlandske patienter indlægges, hjælper jeg med indhentning af oplysninger evt. vedr. identitet og forsikring samt bidrager til planlægning af hjemtransport ved udskrivelse eller død.
Jeg har ofte også kontakt med røntgenafdelinger i andre regioner for at overføre billeder og beskrivelser samt at lave USB-sticks med skanninger og data til udenlandske patienter, hvis der kræves sammenligning af billeder ift. evt. progression i patientens tilstand, eller hvis patienten skal have billederne med til hjemlandet.
Jeg bestiller tolkebistand, når der er sproglige barrierer mellem patienten, pårørende og sundhedspersonalet.
Jeg håndterer også eventuelle klagesager, hvis de opstår, og jeg er med i et tværfagligt risikoteam som hele tiden sørger for at optimere arbejdsgange på afdelingen, som i sidste ende er med til at sikre en større patientsikkerhed.
Når der opstår et organdonationsforløb, registrerer jeg donationen. De pårørende kontaktes efterfølgende, og jeg sender et takkebrev samt indkalder til et møde med de pårørende et år efter donationen.
Jeg supporterer tværfagligt ved bestilling af akut manglende udstyr og medicin fra andre hospitaler. Jeg arrangerer transporten af dette og har kontakten med det samarbejdende hospital.
Jeg sidder ved hovednummeret til afdelingen og besvarer opkald vedrørende patienten og/eller viderestiller til rette vedkommende, hvad enten det er pårørende eller professionelle. Derudover pakker jeg forskellige informationspakker til pårørende vedr. dødsfald, pjecer ang. kritisk sygdom og forældre til kritisk syge børn. Jeg forbereder også de juridiske formaliteter ved dødsfald og samler i en mappe.
Ovenstående er noget af alt det, jeg og mine kollegaer laver på Intensiv. Hvor meget af det, vidste du i forvejen? Tænk gerne på os, når du hører, at man ”bare kan skære på administrationen”. Vi er ikke ”bare” hænder, vi er hurtige hænder med varme hjerter.